23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Museum træffer miljøbevidst valg

Renoveringen præger stadig billedet på det danske vikingeskibsmuseum efter stormfloden tilbage i december oversvømmede stedet. For at værne om både miljø og pengepung, er den våde og ødelagte isolering sendt retur til genanvendelse.

Nye gipsplader og ny isolering i væggene. Det er bare nogle af de udfordringer, som Vikingeskibsmuseet ved Roskilde Fjord har stået over for, siden stormen Bodil skyllede vandmasserne ind over land i slutningen af sidste år.

Frem for at fragte flere containere med våd og ødelagt isolering til forbrænding, er isoleringen i stedet kørt til genanvendelse. Her bruges den gamle isolering til at producere helt ny stenuld. Samtidig giver ROCKWOOL A/S rabat på ny isolering til museets bygninger.

- Vi har fået 20 procent af værdien på den nye isolering, og det giver helt klart en besparelse i forhold til de fem millioner kroner vi skal ud og finde til genopbygningen. Og så er vi jo rigtig glade for at kunne være med til at gøre noget godt for miljøet, lyder det fra Vikingeskibsmuseets økonomidirektør, Claus Christiansen.

Under nedrivningen af den ødelagte isolering har ROCKWOOL A/S stillet en container til rådighed til Vikingeskibsmuseet. Et par containere er allerede blevet fyldt op og erstattet af nye. De fyldte containere fragtes videre til miljøvirksomheden RGS 90, der efterfølgende kører isoleringen til en ROCKWOOL fabrik til genanvendelse.

Tiltrængte besparelser
Vandstanden var på lidt mere end to meter over daglig vande, da Vikingeskibsmuseet fik naturens kræfter at mærke. Vandet trængte hurtigt ind i museets bygninger og ødelagde vægge, gulve og installationer. Heldigvis fik museet sikret vikingeskibe og andre værdifulde genstande fra de historisk høje vandmasser.

Ødelæggelserne fra stormen løb op i over 11 millioner kroner, og på trods af erstatning fra stormrådet, står museet tilbage med en uforudset regning. Med rabatten på den nye isolering fra ROCKWOOL og en betydeligt mindre affaldsafgift, gier det museet nogle tiltrængte besparelser.

- Det har været nogle meget frustrerende måneder. Nu håber vi på at blive helt klar til sommersæsonen, for det har selvfølgelig nogle afledte effekter rent økonomisk, når der sker så store skader på vores bygninger, forklarer Claus Christiansen, og henviser til de arrangementer museet har været nødt til at aflyse grundet vandskaderne.

Julefrokost i gummistøvler
Firmajulefrokost blev det heller ikke til den dag i december, hvor stormen indtog dagsordenen. I stedet måtte medarbejderne trække i gummistøvler og arbejdstøj for at hjælpe med at pumpe vand ud af bygningerne.

- Alle mand kæmpede, men det var et umuligt kapløb. Vandet blev ved med at stige selvom vi pumpede og pumpede, husker økonomidirektøren tilbage.

Nu står den nye og lyse træbeklædning på det nederste stykke af bygningerne i skærende kontrast til den falmede og mørkere træfarve, der gennem årene har stået model til vind og vejr. Under den nye træbeklædning er der monteret et vandafvisende lag, som forhåbentlig forhindrer yderligere vandskader – skulle Roskilde Fjord igen gå over sine bredder.


ROCKWOOL Danmark A/S
Hovedgaden 501
2640 Hedehusene
Høje-Taastrup Kommune
Danmark
CVR nummer: DK42391719
P nummer: 1003070002

Send til en kollega

0.047