23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Entreprenør tager del i integrationen af flygtninge

Skou Gruppen er en af de virksomheder, der åbner sig for flygtninge. For nylig havde Ismail Akram Ismail, som er syrisk flygtning, første arbejdsdag som praktikant hos Skou Gruppen.

For nyligt fremlagde Carsten Koch-udvalget sine anbefalinger om, hvordan Danmark skal håndtere et stigende antal flygtninge og integrere dem i det danske samfund. Pointet er klar – der skal satses på en virksomhedsrettet aktivering.

Skou Gruppen A/S er en af de virksomheder, som åbner sig for flygtninge. Den 21. januar 2015 havde Ismail Akram Ismail, som er syrisk flygtning, sin første arbejdsdag som praktikant hos Skou Gruppen.

Det var mentor- og støttekorpset Restart, der hjalp Hørsholm Kommune med at finde en praktikplads til Ismail Akram Ismail. Efter en opringning fra Restart til Skou Gruppens direktør, Martin Skou Heidemann, var en praktikaftale hurtigt på plads.

”Da Restart ringede og spurgte, om vi kunne lave en praktikaftale med Ismail, sagde jeg selvfølgelig ja, fordi jeg mener, at Skou Gruppen som virksomhed har et ansvar for at hjælpe flygtninge i gang på arbejdsmarkedet. At vi kan bidrage og hjælpe en af de mange, som flygter til Danmark fra Syrien, med et arbejde og med at komme ud og blive en del af det danske samfund, ser jeg som vores pligt,” siger Martin Skou Heidemann.

Ismail Akram Ismail er 24 år og har været i Danmark i tre måneder. Han har netop fået en femårig midlertidig opholdstilladelse i Danmark med mulighed for forlængelse. I Syrien har han arbejdet i byggebranchen, da hans far er entreprenør i landet. Derfor er en praktikplads hos entreprenørvirksomheden Skou Gruppen en god mulighed for Ismail Akram Ismail for at bruge sine kompetencer og samtidig blive en del af det danske samfund:

”Jeg er meget glad for at have fået praktikplads hos Skou Gruppen, fordi jeg så kan lære dansk, og lære hvordan man arbejder med byggeri i Danmark,” siger Ismail Akram Ismail.

Ismail Akram Ismail skal være med på et stort renoveringsprojekt på en boligkarre på Frederiksberg, hvor Skou Gruppen er hovedentreprenør. Boligkarren skal have nyt tag, hvor der skal bygges tagboliger, der skal laves nye badeværelser og skiftes installationer. Til daglig vil Ismail Akram Ismail gå sammen med tømrer Anton Østmann fra Skou Gruppen.

Praktikpladser fremmer integration
Youssef Malla, fra Restart, er mentor for Ismail Akram Ismail, og han understreger, at en praktikaftale som den med Skou Gruppen er altafgørende for at integrere flygtninge:

”Undersøgelser viser, at praktik og arbejde giver en bedre integration end undervisning. Derfor skal vi have flygtninge ud på arbejdsmarkedet. Ved at være på arbejdsmarkedet bliver de hurtigere til at stå på egne ben og frem for alt hurtigere til at lære det danske sprog,” siger Youssef Malla.

Han og kollegaerne i Restart bistår kommuner med forskellige integrationskurser og med at finde praktikpladser til flygtninge, og Restart har især haft succes etablering af praktikaftaler.

”Vi har god erfaring med praktikaftaler, og vi indgår dem gerne for at bidrage positivt til vores samfund, tage ansvar og gøre noget godt for andre mennesker,” siger Martin Skou Heidemann.

Skou Gruppen har tidligere åbnet dørene for mennesker med forskellige udfordringer, som skulle i gang på arbejdsmarkedet.

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653
P nummer: 1002020845

Kontaktperson

Martin Skou Heidemann
Adm. direktør, Partner
+45 28358015 ms@skougruppen.dk

Send til en kollega

0.062