23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Seniorers boligønsker stiller nye krav til fremtidens boliger

Fonden Due Brødre Kloster i Roskilde er i færd med en stor ombygning fra plejehjem til moderne og efterspurgte seniorboliger. Ombygningen udføres af entreprenørvirksomheden Skou Gruppen A/S.

På baggrund af en fremtidsundersøgelse om seniorers boligønsker, konkluderer Ældresagen, at seniorer ikke ønsker at flytte i ældre- eller plejeboliger. Seniorer vil i stedet flytte i mindre, praktiske boliger og bofællesskaber. Derfor er Ældresagen og mange andre aktører i gang med en indsats for bofællesskaber og fremtidssikring af boliger, som opfylder seniorers boligbehov.

For at tilbyde selvstændige seniorboliger, hvor beboerne kan vælge fællesskabet til, har fonden Due Brødre Kloster købt nogle bygninger af Roskilde Domkirkes menighedspleje, der siden 1939 har huset plejehjem. Det gamle plejehjem med 50 plejeboliger ombygges nu af Skou Gruppen til 30 moderne og lyse boliger, fordelt i tre bygninger, med et fælleshus og fællesområder i gården. Efter ombygningen kommer bebyggelsen til at gå under betegnelsen Due Brødre Kloster ligesom fondens øvrige bygninger.

”Vi har fra starten lagt vægt på, at bygningerne ikke måtte ligne noget plejehjem med lange hvide fællesgange. Det er ikke moderne. Der er større efterspørgsel på selvstændige og praktiske lejligheder, og derfor har vi ønsket at ombygge til lejligheder med lys, luft og egen indgang og en fællessal i hovedbygningen,” siger forstander af Due Brødre Kloster, Anders Dernoff Nielsen, og fortsætter:

”Det er konceptet bag alle vores 107 seniorboliger, at vi kommer hinanden ved og laver forskellige sociale arrangementer, hvor beboerne selv vælger, om de ønsker at være med. Men det er ikke noget kollektiv.”

Anders Dernoff Nielsen fortæller som eksempel, at nogle af de kvindelige beboere på Due Brødre Kloster har fundet rejsefællesskaber blandt deres naboer, hvor de bl.a. har været i Paris sammen. Nogle inviterer naboerne til fødselsdag, mens andre foretrækker at holde sig for sig selv.

Fra plejehjem til moderne seniorboliger
I ombygningen af institutionsbygningerne til et åbent, moderne boligkompleks, er der flere faktorer, som skal gå op i en højere enhed i forhold til både arkitektur og funktionalitet.

”Due Brødre Kloster har lavet et grundigt og velbeskrevet forprojekt, hvor de selv har defineret de arkitektoniske rammer for ombygningen. De har ønsket at gå væk fra de oprindelige rektangulære rum og i stedet skabe spændende boliger, hvor lejlighederne har forskellige størrelser og dimensioner, men stadig er funktionelle og fx kørestolsvenlige,” siger projektleder, Jesper Dagø, fra Skou Gruppen.

For at lave selvstændige indgange til lejlighederne er mellemgange blevet revet ned. I hovedbygningen bygger Skou Gruppen lejlighederne op fra bunden, hvor der ikke er oprindelige vægge at tage højde for. Men i sidebygningerne udfører tømrerne og murerne et arkitektonisk puslespil:

”De oprindelige vægge mellem lejlighederne forskydes skråt i halvdelen af boligen, og i den anden halvdel af lejligheden bruges det oprindelige murværk som adskillelse mellem lejlighederne. Gipsplader og det oprindelige murværk bruges altså i kombination til at lave inddelingerne i nye lejligheder, og det kræver præcision – ikke kun på grund af de arkitektoniske hensyn, men også fordi to forskellige materialer skal spille sammen uden at slå revner, når man bygger det sammen,” forklarer Jesper Dagø.

Der bygges to- og treværelseslejligheder med køkkenalrum, og dermed bliver der både boliger til enlige og par.

Det er ikke kun inden døre, at de kommende lejere kan tage helt nye rammer i brug, når de flytter ind i de nybyggede seniorboliger. Udendørs er der fjernet to mellembygninger, for at bl.a. anlægsgartnere kan etablere et åbent, grønt gårdmiljø, som beboerne kan benytte.
Anlægsgartnere er blot en ud af flere underentreprenører, som bistår Skou Gruppens murer og tømrer under ombygningen af Due Brødre Kloster.

Inden ombygningen gik i gang undersøgte en akustiker, hvordan lyd blev transporteret i bygningerne. På baggrund af akustikerens beregninger er man bl.a. kommet frem til, at gulventreprenøren skal lægge lyddug under gulvene, og at lyddugen skal forstærkes med en plade nogle steder i bygningerne, så beboerne ikke genereres af støj fra overboen. Yderligere har akustikerens beregninger vist Jesper Dagø og hans team, hvor murerne skal forstærkes, og hvor meget mellemrum der skal være mellem gipspladerne for at give den bedste lyddæmpning.

Skou Gruppen har også underentreprenører som elektrikere, VVS-installatører, tagentreprenører og malere med i ombygningen.

Projektleder Jesper Dagø forventer, at klosterets lejere kan flytte ind i de nye seniorboliger i slutningen af september 2015.

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653
P nummer: 1002020845

Send til en kollega

0.047