23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Produktionslinje på E-16

En fuld produktionslinje til elektronikmontage, lodning og inspektion vil give de besøgende på E-16 et fantastisk indblik i muligheder og problemer bag praktisk produktion af især små serier af print.

Af Per Bach, faglig konsulent ved E-16

I årevis har politikere fortalt, at vi i Danmark skal leve af viden, men sandheden er nok alligevel mere jordnær og håndgribelig. Det danske samfund har brug for at fremstille fysiske produkter, som vi kan sælge ud over landets grænser. Det handler om at tilføje så meget viden som overhovedet muligt i disse produkter, for det er de bedste og mest konkurrencedygtige varer, der sælger bedst på det globale marked.

Det er desværre kun i nogle få tilfælde, at Danmark er et højvolumen produktionsland. Typisk er dansk produktion baseret på mindre og mellemstore produktserier, hvor kvaliteten til gengæld er høj, og hvor konkurrenceelementet ikke kun ligger i prisen, men også i produktets ydelse og innovative funktioner. Dette sætter en tyk streg under vidensaspektet i produkt og fremstilling.

Det er som regel, når man har et produkt i hænderne, at man får aha-oplevelsen bag produktets funktion. Det er langt mere effektivt end at fortælle om et givent produkt i teoretisk sammenhæng, og det er nok meget menneskeligt, at vi tænker sådan. Og sådan er det jo hele vejen igennem fremstilling, salg og betjening af produkter, ikke mindst inden for elektronikken. ”Hvad kan den?”, er ofte det spørgsmål, man som ingeniør eller tekniker stiller sig selv.

Det er også tanken bag den komplette produktionslinje, som bliver opstillet under den kommende E-16 messe i Odense Congress Center i dagene mellem 6. og 8. september i år. Linjen er tænkt som en demonstrationsplatform, hvor konkrete problemer kan blive undersøgt i praksis, og hvor betingelserne for en rationel, effektiv og konkurrencedygtig produktion af fysiske elektronikprodukter i Danmark kan blive afprøvet. Det sker på en linje, der er sammensat af maskiner og robotter fra flere producenter, hvad der også skal vise de besøgende, at kompatibiliteten mellem konkurrerende systemer er høj – også i den virkelige verden.

Maskiner understøtter seminarer og omvendt
Vi har i Danmark rundt regnet et dusin leverandører og distributører af automater, robotter og maskiner til elektronikmontage, -lodning og –samling. Som EMS- eller OEM-leverandør kan markedet trods den relativt lille konkurrence godt være svært at overskue – ikke mindst i forhold til fremtidige krav til elektronikprodukterne. Og undervejs sker opgraderinger trinvis, så den typiske produktionslinje består af flere forskellige fabrikater af maskiner fra flere af de danske distributører.

- En rationel produktion i Danmark handler i høj grad om at kunne optimere processerne, så throughput for en montage- og loddelinje bliver så høj som mulig med mindst muligt spild i de enkelte processer og med en minimal menneskelig indgriben. Samtidig er hverdagen for danske elektronikproducenter, at der er hyppige jobskift, og de skal helst kunne udføres så effektivt, at der ikke bruges unødig operatørtid i skiftet. Dét er især et følsomt parameter i Danmark, hvor lønningerne kan være fem til ti gange så høje som i de lavtlønslande, som vi uundgåeligt konkurrerer imod. Det er gennem de rationelle teknologiske- og arbejdsprocesser, at vi som produktionsland kan vinde i det lange løb, fortæller Lars Bøndergaard, der er direktør for smartTec, leverandør af maskiner til elektronikproduktion, og en af ildsjælene bag den fælles produktionslinje under E-16.

Ideen er, at det meget store produktionstekniske konference- og seminarprogram, der er ved at blive opbygget for tiden, vil blive understøttet af produktionslinjen. Når man i løbet af et seminar har diskuteret en eventuel problemstilling, så er det en fantastisk mulighed, at foredragsholdere og seminardeltagere efterfølgende kan gå hen til linjen og afprøve teorierne i praksis.

Det giver den nødvendige hands-on oplevelse, som fjerner det slør af tvivl, som et teoretisk seminar godt kan efterlade i visse tilfælde. Omvendt kan det også give anledning til flere spørgsmål, når der er kørt et prøveprint til bestykning og lodning i linjen. I et efterfølgende forum kan man sætte mere konkrete ord på de oplevelser og eventuelle udfordringer, man har haft på den fysiske linje.

Fleksibel produktion, automatisering og procesoptimering
- Vi forestiller os, at vi i løbet af E-16 vil fokusere på forskellige emner på de tre dage, messen og konferencen varer. På førstedagen vil vi fokusere på ”Den fleksible Produktion”. Dagen efter handler det om ”Automatisering”, og på den sidste dag lægger vi vægt på ”Procesoptimering”. Det er tre emner, der er meget væsentlige for dansk elektronikproduktion, og konferenceprogrammet vil også afspejle de tre temadage. Det kan derfor godt være, at det giver mening for de besøgende at besøge messen flere dage. Den tætte forbindelse mellem teori og praksis sørger også for, at de besøgende virkelig får noget med hjem, konstaterer Lars Bøndergaard.

Det er vigtigt at lægge mærke til, at den fælles produktionslinje, som bliver opstillet i Hal A under messeafsnittet, ”Produktion i Danmark”, vil være sammensat af automater, maskiner, ovne og inspektionsudstyr fra flere leverandører og af flere forskellige fabrikater. Det skal være med til at bevise kompatibiliteten mellem multiple fabrikater. Der vil for hvert procestrin være flere løsninger, så man får mulighed for at sammenligne montage-, lodde- og proceskvalitetsløsninger på tværs af teknologier og fabrikater.

Linjen er planlagt til at omfatte screening eller dispensering af loddepasta, SPI (solder paste inspection), montage på én eller flere pick’n place maskiner, lodning med reflow, bølge eller vapor-phase samt AOI (automatisk optisk inspektion) og forskellige software-løsninger til procesoptimering.

- Vi satser på, at det både vil være garvede elektronikfolk og nye ingeniører/teknikere, som vil deltage i seminarerne og afprøve mulighederne på den fælles produktionslinje. Erfaringsudvekslingen er vigtig såvel på tværs af ancienniteten i branchen og på tværs af konkurrenceskellene. Selv om vi er flere spillere på markedet, så er vores interesse den samme: Vi skal have en dygtig og righoldig elektronikproduktion i Danmark, ellers kan vi ikke bruge vores høje viden til noget som helst. Og derfor kan det svare sig at få hands-on på løsningerne under E-16 i Odense i september, slutter Lars Bøndergaard.

Lars Bøndergaard er direktør for smartTec, der leverer montage-, lodde-, rework- og procesoptimeringsløsninger til elektronikbranchen. Han er samtidig en af ildsjælene bag den fælles produktionslinje, der understøtter seminarprogrammet, og som vil være opstillet i Odense Congress Center under E-16 i dagene mellem 6. og 8 september.

Odense Congress Center
Ørbækvej 350
5220 Odense SØ
Odense Kommune
Danmark
CVR nummer: DK71172112
P nummer: 1002336851

Send til en kollega

0.047