23948sdkhjf
Del siden
Annonce

5 dyre fodfejl i din kontrakt

Hver anden uge skriver entrepriseretsadvokat Simon Heising klummer om entreprisens og byggejuraens mange spørgsmål og tvister til Molios nyhedsbrev. I denne uge har han fokus på 5 fodfejl i din kontrakt, der koster mange penge.

Fodfejl nr. 1: Google er din ven

Måske har du hørt udtrykket Google er din ven. Men er Google altid din ven?

Du sidder med Google foran dig. Du søger på entreprisekontrakt, og hurtigt sidder du med et tag-selv-bord af kontrakter. Du kan nemt vælge en allerede udfærdiget kontrakt og bruge den til dit eget kontraktforhold.

Er dette din fremgangsmetode, skal du være opmærksom på, at du er i risiko for at vælge en kontrakt, der ikke passer til dig og dit byggeri – og det kan koste dyrt. En kontrakt bør nemlig tilpasses den enkelte. Kun en sådan kontrakt giver mening.

Så nej; Google er ikke altid din ven, heller ikke selvom det i øjeblikket er den hurtigste og nemmeste løsning.

Fodfejl nr. 2: Kontraktoptimisme

”Betaling for entreprenørens ekstraarbejde kræver forudgående godkendelse”. ”Skader på materialer er entreprenørens risiko”. ”Forcering betales ikke”.

Har du klausuler som disse i din kontrakt, og har du rigeligt af dem, så er du, hvad jeg vil kalde en kontraktoptimist. Med klausulerne i din kontrakt føles dit byggeri trygt og sikkert, men din optimisme redder dig næppe.

Voldgiftsretten er meget tilbageholdende med at afgøre sager alene på baggrund af generelle risiko eller undersøgelsesklausuler. Allerhelst skal klausuler og dens konsekvenser være drøftet mellem bygherre og entreprenør. Det er en klausul, der er rimelig.

Fodfejl nr. 3: Passer kontrakten til virkeligheden?

Hvis vejen ikke passer til kortet, så følg vejen. Sådan lyder et gammelt ordsprog. Overført til byggeriet betydet det, at kontrakten bør passe til virkeligheden. Hvor dette ikke er tilfældet, vil voldgiftsretten følge virkeligheden.

Et eksempel er, at der står i kontrakten, at entreprenøren har ansvaret for projektering, men i virkelighedens verden er det bygherren, der projekterer. Ansvaret kan næppe pålægges entreprenøren, som ikke har fået mulighed for at indkalkulere risikoen.

Med andre ord kan det siges, at man har ansvaret, hvis man reelt påtager sig ansvaret.

Fodfejl nr. 4: Rangfølgen betyder alt

En klassisk fodfejl er, at entreprenøren undervurderer betydningen af den rigtige rangfølge.

Voldgiftsretten vil som udgangspunkt acceptere den rangfølge, der er beskrevet i kontrakten. Er det vigtigt, at tilbuddets tilføjelser eller fravigelser følges, skal man derfor sørge for, at det kommer over udbudsmaterialet.

Tilsvarende laver bygherren ofte følgende fejl: Udbudsmaterialet anføres som et selvstændigt punkt, men uden at sondre imellem arbejdsbeskrivelsen og tegningen.

Herved opstår der ofte diskussion om, hvorvidt den ene eller anden tegning har forrang. Diskussioner der ofte vil munde ud i, at entreprenøren får krav på ekstra betaling.

Fodfejl nr. 5. Hvad er det egentlig, der regulerer forholdet?

Man er tilbøjelig til at gå ud fra, at det er kontrakten, der regulerer forholdet mellem parterne. Men kontrakten står ikke alene.

Alle forhandlinger, mails, følgeskrivelser mv. i form af justeringer, mikroforbehold eller lignende vil blive brugt i fortolkningen af den indgåede aftale.

Netop dette havde stor betydning for en vvs-underentreprenør i en voldgiftssag, der havde fremsendt en mail med ”tilbud på vvs-arbejdet beskrevet i vvs-beskrivelsen”, hvorefter han krævede ekstrabetaling for alt el-arbejdet beskrevet i vvs-beskrivelsen, f.eks. el-tracing. Da entreprenøren havde specificeret at det kun var vvs-arbejdet angivet i beskrivelsen, gav voldgiftsretten ham medhold.

Læs mere om vores kurser om byggejura.

 

Tilmeld dig Molios nyhedsmail og få relevante nyheder fra bygge- og anlægsbranchen direkte i din indbakke. 

Molio
Lyskær 1
2730 Herlev
Herlev Kommune
Danmark
CVR nummer: DK63035017
P nummer: 1003151913

Kontaktperson

Send til en kollega

0.047