23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Kultur- og fritidsborgmester fejrede rejsegilde på taget af Københavns nye bymuseum

På toppen af Stormgade 20 i indre København blev det fejret, at Skou Gruppen er færdig med tagkonstruktionen, og at arbejdet med at skabe rammerne for Københavns Museum skrider fremad.

På hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade ligger en fredet bygning fra 1893, som frem til 1937 var Overformynderi. Siden hen har forskellige kommunale lejere, fx børneværnet, boligudlejning og børne- og ungdomsforvaltningen, haft til huse i bygningen, som indvendigt er udsmykket med originale væg- og loftsmalerier. Lige nu er entreprenørvirksomheden Skou Gruppen i gang med at restaurere bygningen med Rørbæk og Møller som totalrådgiver, så Københavns Museum kan flytte fra Vesterbro og ind i de historiske og smukke rammer på Stormgade 18.    

Nabobygningen Stormgade 20 er også en del af entreprisen, hvor en større ombygning og renovering er i gang. For at skabe plads til kontor og administration til flere af Københavns kultur- og historiske institutioner opføres en ekstra etage på taget af Stormgade 20 og dermed også et nyt tag. Den nye tagkonstruktion er netop blevet færdig, og det blev markeret med et rejsegilde den 19. januar på den nye etage.

”Tak til alle håndværkere som er i fuld gang med at skabe det nye Københavns Museum. Jeg er imponeret over det konstruktionsarbejde, der er udført, fordi den nye etage er kompliceret arbejde. Derfor er det vigtigt med et håndværkerteam, der kan løse de mange udfordringer,” sagde Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen, som var en af talerne ved rejsegildet.

Ved etableringen af den nye etage og tagkonstruktionen har Skou Gruppen bl.a. skulle tage hensyn til et fredet tårn mod gadesiden, som nu bliver en del af kontor- og administrationsetagen.       

Historisk formidling på hjørnet i indre København
Udover Københavns Kommunes Historie & Kunst administration skal Stormgade 20 bl.a. huse museumsbutik og et arkæologisk værksted. Museets gæster får adgang til Stormgade 18, hvor alle udstillinger kommer til at foregå.  

”Ambitionen er at skabe et levende og historisk hjørne på Stormgade, både i nr. 18, hvor museet skal formidle Københavns historie, og i gadeplan ved nr. 20 giver historien en ny central plads i byrummet. Vi vender vores arbejde på vrangen og lader forbipasserende følge med bl.a i vores arkæologiske og historiske arbejde fra gaden,” fortæller museumsdirektør, Historie og Kunst, Lene Floris.

Rejsegildets nysgerrige gæster kunne også gå på opdagelse i Stormgade 18 og se, hvordan restaureringen af den originale arkitektur samt udsmykningerne af vægge, loftsbjælker og hvælvinger skrider frem.    

”Vores opgave er at modernisere bygningen, hvor vi bevarer de originale bygningselementer som døre, karme og vinduer og også den kunst, der er malet på vægge og lofter. Den originale arkitektur er uvurderlig. Når vi er færdige med dette byggeri, vil vi kigge tilbage med stolthed over, at vi var med til skabe Københavns Museums nye rammer, ” siger Skou Gruppens direktør, Martin Skou Heidemann.

Siden august 2016 har Skou Gruppens håndværkere været i gang med renoveringen af de to bygninger, som skal stå klar til indflytning i sommeren 2017.

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653
P nummer: 1002020845

Send til en kollega

0.063