23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Intelligente bygningsinstallationer skal forbedre patienters hospitalsoplevelse

Høyrup & Clemmensen installerer intelligent bygningsautomation på Hvidovre Hospitals nye sengestuer – såkaldte patientværelser. Det har vakt interesse i udlandet, hvordan værelserne indrettes og bliver mere brugervenlige for patienterne.

Hvidovre Hospital gennemfører frem til 2020 en større ombygning af sengestuer og patientmodtagelser. Den første af renoveringens tre etaper er veloverstået, og i løbet af de kommende tre år gennemføres anden etape, som også er den største. Høyrup & Clemmensen har vundet denne etapes teknikentreprise og er ansvarlig for alle tekniske fag. Høyrup & Clemmensen foretager selv de intelligente bygningsinstallationer samt el-arbejder, og entrerer med underleverandører inden for VVS, ventilation og sprinkler.

”Vi nedlægger alle vores firesengsstuer og bygger dem om til patientværelser med plads til en til to patienter pr. værelse. Vi kalder det patientværelser, fordi de bliver bygget til at imødekomme patientens behov,” forklarer Finn Stycke, senior projektleder i Hvidovre Hospitals byggeafdeling.

Læs mere om intelligente bygningsinstallationer

Patienten har styringen
Lys, varme og ventilation på patientværelserne reguleres automatisk. Fx reguleres lyset efter mængden af dagslys, som kommer ind i rummet. Fra en skærm ved sengen kan patienten også selv styre loftlys og sengelampe, trække gardinerne for eller fra, se tv, bestille mad og gå på internettet. Endelig kan patienten vælge at gøre en glasvæg ud mod gangen gennemsigtig eller mat. 

”Der monteres glasruder mod gangen i stedet for traditionelle vægge. Patienterne bestemmer selv, om glasvæggen skal være matteret, eller om man skal kunne se ind i værelset fra gangen. Det giver især tryghed for ældre patienter, der ved, at personalet kan have et øje på dem, selvom døren er lukket for at give ro,” forklarer Finn Stycke.

Glasvæggene og den øvrige indretning af patientværelserne er udviklet på baggrund af patienternes ønsker og behov. Inden renoveringen gik i gang, blev der opsat en en-til-en model (eller en såkaldt mock up) af et patientværelse på en sengeafdeling i brug. Mock up’en blev testet af patienter og personale, og deres tilbagemeldinger har påvirket den endelige indretning af patientværelserne.

Se video og få en rundvisning på et patientværelse

Teknikken opgraderes og bliver intelligent
Hospitalet er i drift, mens renoveringen foregår, hvilket betyder, at et sengeafsnit flyttes til et andet sted på hospitalet, mens renoveringen og automatiseringen af det pågældende afsnit foregår.

”Vi fjerner de gamle installationer, inden stuerne kan bygges om til patientværelser med de nye intelligente tekniske installationer. Med de nye installationer styres lyset automatisk efter dagslyset, ligesom varme og ventilation reguleres automatisk efter rummets ønskede temperatur,” forklarer Thomas Birch, tværfaglig projektleder ved Høyrup & Clemmensen.

Thomas Birch har ansvaret for både Høyrup & Clemmensens egen leverancer af intelligente bygningsinstallationer og el-installationer og underleverandørernes arbejde med ventilation, VVS og sprinkler. 

Patientværelser vækker interesse i udlandet      
Hvidovre Hospitals ombygning af sengestuer til patientværelser følges med interesse i udlandet, og i november 2016 kom en delegation fra det canadiske sundhedsvæsen på besøg for at se nogle af de færdige patientværelser.

”Patientværelserne har vakt interesse i udlandet, og det skyldes især, at værelsernes indretning tager udgangspunkt i patienternes ønsker og behov. Vores canadiske gæster var især begejstrede for glasvæggen mellem patientværelset og gangen,” siger Finn Stycke.  

Etablering af patientværelser og energirenovering
Foruden renovering af sengestuer og patientmodtagelser bliver Hvidovre Hospital også energioptimeret for 163 millioner kroner som en del af Danmarks største ESCO-projekt. Høyrup & Clemmensen varetager el-entreprisen i ESCO-projektet, ligesom virksomhedens medarbejdere til daglig servicerer Hvidovre Hospitals el- og sikringsanlæg. Derfor har Høyrup & Clemmensens medarbejdere et indgående kendskab til hospitalet.

”Vi har udført arbejde på Hvidovre Hospital i mange år. Derfor er det utroligt spændende at være med til at fremtidssikre hospitalet og få lov til at udnytte alle de nyeste intelligente tekniske muligheder. De automatiske installationer på de nye patientværelser kommer helt sikkert til at forbedre patienternes oplevelse af hospitalsopholdet, ” siger Tom Lindquist, direktør i Høyrup & Clemmensen.

Den samlede teknikentreprise var i et EU-udbud, som Høyrup & Clemmensen vandt.

Høyrup & Clemmensen A/S
Bådehavnsgade 6
2450 København SV
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK37353515
P nummer: 1003052948

Send til en kollega

0.062