23948sdkhjf

Sanistål vil fokusere på mulighederne

Stål- og teknikgrossisten forventer vanskelige markedsforhold i resten af 2013 og kigger derfor på nye vækstinitiativer.
Første kvartal bød på et omsætningsfald på godt 110 mio. kr. hos Sanistål. Dermed endte kvartalets omsætning på 1,002 mia. kr.

- Vores omsætning har i kvartalet været påvirket af fire færre arbejdsdage og en kold vinter, konstaterer Sanistål i sit kvartalsregnskab.

Grunden til omsætningsfaldet skal dog også findes i koncernens Industri-segment, som har været påvirket af faldende stålpriser. Til gengæld har Byggeri-divisionen formået at fastholde niveauet på trods af et fald i det danske vvs-marked på 9,8 procent.

Fastholder forventninger
Sanistål forventer, at det vanskelige marked varer ved året ud og har derfor iværksat en række vækstinitiativer. I Byggeri-divisionen har en række tiltag allerede betydet vækst på både det danske og det østeuropæiske marked. Og i Industri-divisionen vil man nu bearbejde kunder i både Danmark og Nordtyskland med en styrket salgsindsats.

Derudover er der fortsat fokus på koncernens omkostninger, hvilket blandt andet har betydet, at man i Tyskland har gennemført en centralisering af både salgsorganisationen og lagerfaciliteterne.

- Markedsudviklingen de seneste måneder har været svagere end forventet, og der må påregnes vanskelige markedsforhold i 2013. Vi gennemfører de igangsatte vækstinitiativer og arbejder systematisk med at effektivisere vores processer. Saniståls medarbejdere er velmotiverede og fuldt fokuserede på at udnytte disse muligheder, skriver Sanistål.

Første kvartal endte med et EBIT på 11,4 mio. kr. mod et plus på 98,0 mio. kr. i første kvartal 2012, der dog var påvirket positivt af ekspropriationen af en ejendom i Silkeborg. Forventningerne til EBIT for hele 2013 fastholdes og forventes fortsat realiseret til mellem 110 og 150 mio. kr. før eventuelle ejendomsavancer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096