23948sdkhjf

STB Byg vinder endnu en entreprise i Aabenraa

Vejle-entreprenøren har vundet fire fagentrepriser til det nye psykiatriske sygehus i Aabenraa.
Nyt Psykiatrisk Sygehus Aabenraa bliver en selvstændig appendix på 19.127 kvadratmeter til Aabenraa Sygehus. Den psykiatriske afdeling skal rumme i alt 115 sengepladser og fællesfunktioner.

Afdelingen bygges op med syv afsnit, der ligger som en fliget vifte omkring en hovedakse. Der er fra arkitektens side sat fokus på bæredygtighed og miljøtiltag, ligesom bygningen placeres med kig til uderum og haver fra stort set alle dele af bygningen.

Allerede i gang i Aabenraa
Det er Region Syddanmark, som står bag den 1,2 mia. kr. store udvidelse af Aabenraa Sygehus. Det nye akutsygehus skal stå helt færdigt i 2019/2020 og bliver akutsygehus for hele Sønderjylland.

I første fase arbejdes der med en ombygning af centerskadestuen, som skal laves om til akutmodtagelse med kardiologisk sengeafsnit og psykiatrisk skadestue. Ombygningen omfatter også et kardiologisk ambulatorium.

Nybygningsdelen består af et familiehus med blandt andet børne- og fødeafdeling, operationsstuer, kardiologisk laboratorium, modtagekøkken og sterilcentral. Samlet er der tale om ca. 22.000 kvadratmeter ny- og ombygninger, hvor STB Byg står for kompletteringsentreprisen.

Vandt fire ud af fire entrepriser
I byggeriets anden fase vandt STB Byg licitationen på alle de fire fagentrepriser, som de havde budt på, hvilket var murer-, tømrer-, snedker- og gulventreprisen. Den samlede entreprisesum beløber sig til ca. 61 mio. kr., hvilket får STB Bygs samlede omsætning til Region Syddanmark op på 150 mio. kr.

- Vi er allerede godt i gang hernede, så bygherren ved også, at vi kan levere den lovede vare til prisen, siger administrerende direktør i STB Byg, Jens Winther.

Han glæder sig samtidig over, at de får endnu en mulighed for at vise, at de er en kvalificeret medspiller, når det gælder store sygehus- og institutionsbyggerier.

STB Byg bygger for tiden også en ny superdaginstitution til 254 børn i Langeskov og en bæredygtig daginstitution i Lund ved Horsens. Tidligere har de blandt andet stået for ombygning og renovering af Psykiatrisk Hospital i Esbjerg, ligesom de både har bygget nyt, bygget til og bygget om på adskillige plejecentre rundt om i landet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112