23948sdkhjf

Odense klar til omfattende udbud

Byomdannelses-projektet "Fra Gade til By" er nu så langt i planlægningen af byggeprocessen, at 16 byggefelter sættes til salg.
Partnerskabet bag omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade i centrum af Odense, Realdania og Odense Kommune, har besluttet at sætte 16 byggefelter i den nordlige del af projektområdet til salg. Det sker gennem et offentligt udbud i august 2013.

Byggeriet på gadeplan ventes først indledt i 2016, men byggefelterne sættes til salg allerede nu for at give optimale forudsætninger for at udvikle de helt rigtige løsninger for den nye bydel, der blandt andet kommer til at rumme 300 nye boliger.

- Vi omdanner Thomas B. Thriges Gade, fordi vi ønsker en bymidte med flere mennesker og mere liv. Når flere mennesker bor i byen, bliver byen mere levende. Der kommer flere handlende i byens butikker og flere vil benytte byens kulturtilbud. Når vi omdanner Thomas B. Thriges Gade handler det derfor om, at vi vil styrke midtbyen, siger borgmester Anker Boye.

Sådan udbydes byggefelterne
Byggefelterne udbydes i syv grupper, der størrelsesmæssigt er inddelt, så de henvender sig til henholdsvis lokale, regionale og nationale developere og investorer.

Grundene udbydes som optioner der gælder i 15 måneder. I den periode skal investorerne jævnligt dokumentere, at arbejdet med at udvikle byggeprojekterne til grundene skrider planmæssigt frem. Hvis investoren vælger ikke at udnytte optionen eller ikke lever op til optionsaftalens betingelser, vil byggegrunden kunne udbydes igen sammen med det udviklede projektmateriale, som Partnerskabet vil være ejer af, så byggestarten medio 2016 ikke forsinkes.

Det endelige salg af grundene kan først effektueres, når grunden er byggemodnet og byrådet har godkendt en byggeretsgivende lokalplan for de enkelte projekter.

Fordele ved tidligt udbud
For investorerne er fordelen ved denne model, at de kan komme i gang med planlægning af byggeriet inden et egentlig køb af byggegrunden. Hvis investoren opfylder kravene i optionen, er vedkommende sikret byggegrunden.

For projektet betyder det, at udviklingen af de enkelte bebyggelser gennemarbejdes meget grundigt, så de lever op til intentionerne for den plan, som Team Entasis har udarbejdet for Thomas B. Thriges Gade. Det vil resultere i bedre sammenhæng til de omkringliggende byrum og de enkelte byggeprojekter imellem.

- Med dette tidlige udbud af optioner kan vi i høj grad være med til at sikre kvaliteten af de enkelte bebyggelser i den nordlige del af Thomas B. Thriges Gade-projektet – og dermed også kvaliteten i hele Thomas B Thriges Gade-projektet. Projekterne bliver sammentænkt med den overordnede udviklingsplan, og på den måde skaber vi rammerne for en aktiv bydel, hvor byliv, mangfoldighed og bæredygtighed kommer i højsædet, siger adm. direktør i Realdania, Flemming Borreskov.

Testet på investorer
Projektet har, sammen med andre af byens udviklingsprojekter, deltaget i verdens største messe for ejendomsaktører, MIPIM i Frankrig. Her er udbudsstrategien, og måden byggeretterne bliver sat til salg på, blevet drøftet med mange forskellige nationale og internationale investorer.

Investoren og developeren, direktør i Arkitektgruppen, Jørgen Witting er positiv overfor projektets valg af udbudsmodel:

- Jeg følger Fra Gade Til By projektet nøje og kan fra et developer synspunkt sige, at den valgte udbudsform er den optimale. Især set i lyset af at den reelle byggestart først vil være i løbet af 2016. Modellen giver en enestående chance for at investorer og projektejer kan udvikle de helt rigtige byggeprojekter for de enkelte byggefelter og jeg ser frem til at se det samlede udbudsmateriale.

Når den valgte udbudsform er godkendt af Odense Byråd, vil projektledelsen følge op på de gode dialoger, som allerede er i gang med ejendomsmarkedets aktører og intensivere den opsøgende indsats overfor mulige developere og investorer.

Fakta
Fra 2014 til 2020 omdannes Thomas B. Thriges Gade i Odense til en sammenhængende, mangfoldig, bæredygtig og tætbebygget ny bydel, der skal indgå som en naturlig del af den eksisterende by.

Det er det mest gennemgribende byomdannelsesprojekt i Odenses historie. Projektet gennemføres som et partnerskab mellem Odense Kommune og Realdania. Team Entasis er totalrådgiver for projektet og Cowi er bygherrerådgiver.

I hele projektet bygges ca. 53.000 etage m2 med plads til ca. 350 boliger og ca. 500 arbejdspladser. De 16 byggeretter, der nu sættes til salg, forventes at omfatte 180 boliger og 300 erhverv og repræsenterer en samlet mindsteværdi af ca. 62 mio. kr.

Projektet koster 710 mio. kr., hvoraf Realdania og Odense Kommune hver betaler 255 mio. kr. og 200 mio. kr. finansieres ved salg af byggeretter og p-anlæg.

Projektområdet har 19 byggeretter til salg, hvoraf de 16 i den nordlige del af projektområdet udbydes som optioner fra den 8. august 2013. Byggeprojekterne skal udvikles i et samarbejde mellem investorer/developere og Partnerskabet samt Odense By og Kulturforvaltning med Team Entasis som rådgivere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079