23948sdkhjf

Nyt krav til bygge- og anlægsopgave i Odsherred

Odsherred Kommune indfører sociale klausuler for virksomheder, som vil byde på kommunale bygge- og anlægsopgaver.
Fra 1. juli 2013 skal virksomheder, som vil give tilbud på en bygge- og anlægsopgave i Odsherred Kommune på mellem 150.000 kr. og tre mio. kr. have ansat en lærling eller praktikant for hver femte ansatte. Virksomheder, som opfylder dette krav, kommer på en såkaldt positivliste, som vil blive offentlig tilgængelig på kommunens hjemmeside og kan således byde på de kommunale bygge- og anlægsopgaver på de øvrige almindelige vilkår.

- Vi ønsker at fremme lærlinge- og praktikpladser generelt og har som offentlig myndighed et medansvar for, at det sker. Gennem de sociale klausuler sikrer vi, at virksomheder, der vil arbejde for det offentlige, også tager et socialt ansvar på sig og uddanner lærlinge og praktikanter, siger borgmester i Odsherred Kommune, Thomas Adelskov.

Et oplæg har været drøftet med det lokale erhvervsliv og fagforeninger gennem LO Holbæk-Odsherred og Odsherred Erhvervsråd og er blevet vedtaget politisk i Økonomiudvalget i marts.

I perioden 8. til 22. juni 2013 kan de virksomheder, der opfylder kravene, udfylde en blanket, som også kan hentes på kommunens hjemmeside og sende den til kommunen.

Andre krav og klausuler
For opgaver under 150.000 kr. bliver ikke stillet krav om sociale klausuler, mens der for opgaver over 3 mio. kr. stilles konkrete krav om sociale klausuler, som svarer til den udbudte opgave, men som minimum gælder altid samme regler her, som for de virksomheder, der opføres på ”positivlisten”.

En række andre klausuler er også opstillet og vedtaget i Økonomiudvalget, blandt andet om miljø- og klimamæssige hensyn, anvendelse af sikkerhedsudstyr, etisk ansvar og et kædeansvar, som indebærer, at en entreprenør også har ansvar for, at eventuelle underleverandører lever op til kommunens klausuler. Herudover er den almindelige lovgivning og internationale regler om menneskerettigheder, generelle sociale og etiske hensyn også altid gældende ved kommunens udbud.

I tilfælde, hvor en entreprenør overskrider regelsættet, kan kommunen idømme en bod på op til 5 % af kontraktsummen og dagbøder på 1000 kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11