23948sdkhjf

Efter fabrikslukning: Fuld udflytning er ikke på tegnebrættet

I takt med, at forpligtelser udløber, giver det god mening af flytte serviceproduktion væk fra Danmark, forklarer Dovista-direktør

I sidste uge landede nyheden om Dovistas forestående lukning af servicefabrikken i Ringkøbing, hvor 49 ansatte mister jobbet.

Ifølge Henrik Kjeldsen, commercial vice president hos vindueskæmpen, skal fabrikslukningen dog ikke tolkes som en strømpil for fremtiden, og han peger på gode grunde til fortsat dansk tilstedeværelse.

Da lukningen af den vestjyske fabrik blev annonceret, lød det, at Dovista er i gang med at “konsolidere sine aktiviteter og effektivisere på tværs af Europa og den samlede koncern”, hvilket altså medfører, at den serviceproduktion, der hidtil har haft til huse Ringkøbing, flyttes til fabrikkerne i Litauen og Polen, mens udviklingsafdelingen rykker til Herning.

Samtidig lagde adm. direktør Allan Lindhard Jørgensen ikke skjul på, at markedet for tiden er i modvind, og ifølge commercial vice president Henrik Kjeldsen har markedsvindene matchet timingen.

– Man laver jo gerne forandringer i perioder, hvor der ikke sker så meget, siger vinduesdirektøren, der dog understreger, at tidspunktet også er rigtigt af andre årsager.

Dovista har nemlig haft hidtidige garantiforpligtelser bundet op på en produktplatform, der nu er erstattet af en mindre kompleks af slagsen, og i takt med, at de forpligtelser udløber, er der ifølge Henrik Kjeldsen god ræson i at rykke serviceproduktionen retur til de østeuropæiske hovedfabrikker.

– Da vi startede produktionen i Polen og Litauen, gav det mening, at vi kunne tage kompleksiteten i Ringkøbing, men nu er vi lidt ude over den kompleksitet, så derfor er tidspunktet også det rigtige til at rykke det retur, forklarer han.

Endelig, understreger han, er udflytningen helt i tråd med strategien.

– Vi tror på, at når man både produktionen og serviceelementerne samlet, så tilegner man sig en viden, der er nyttig, eksempelvis om hvor fejl opstår, og dermed bliver man også bedre i produktionen, siger Henrik Kjeldsen.

Europæisk opkøbsridt

Dovista, der har rødder tilbage i 1941, er som en del af Kann-Rasmussen-familiens VKR vokset til en milliardkoncern, der tæller 14 brands og 6.600 ansatte på tværs af Europa og med hovedmarkeder i Danmark, Irland, Norge, Polen, Schweiz, Slovakiet, Storbritannien, Sverige og Tyskland.

Seneste store opkøb blev gjort i 2021, hvor gruppen med overtagelsen af schweiziske Arbonia og tyske Weru Group sikrede sig 3.500 nye medarbejdere og adgang til vækstmarkeder i Central- og Østeuropa, og Allan Lindhard Jørgensen fastslog i den forbindelse, at manøvren ikke skulle tolkes som et skridt ud af hjemlandet.

– Vores danske medarbejdere og arbejdspladser er vigtige, og det er den knowhow, vi besidder her, der skal bruges på tværs af markederne og til at skabe yderligere vækst, lød det fra Dovista-direktøren for to år og otte måneder siden.

Selvom koncernen nu har annonceret et endeligt punktum for Ringkøbing-fabrikken, der siden 1978 har produceret vinduer i VKR-regi, understreger Henrik Kjeldsen ligeledes, at koncernen ingenlunde har i sinde på at trække produktionen helt væk fra hjemmebanen.

– Der er ingen planer om fuld udflytning, fastslår direktøren, der peger på, at Dovista så sent som i marts overtog de sidste aktieposter i nordjyske Krone Vinduer.

– Vi tror på, at den specialiserede del af produktionen giver mening at holde i Danmark; det er det, vi gør med Krone, ligesom vi gør det med OH Industri (dørproducent med to danske produktionssteder, red.), og det rykker lukningen i Ringkøbing ikke ved, siger Henrik Kjeldsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094