23948sdkhjf

Kæmpe byggeri er overdraget - "mindre tilpasninger" udestår fortsat

Vejdirektoratet har nu overdraget Nyt SUND til Syddansk Universitet 

Første spadestik blev taget i 2019, og nu er det nye sundhedsvidenskabelige fakultet, Nyt SUND, overdraget til Syddansk Universitet. 

Vejdirektoratet har været bygherre på byggeriet siden 2018, hvor byggeriet sammen med tre øvrige blev overtaget fra Bygningsstyrelsen. Det ovenpå en rapport fra revisionsfirmaet Ernst & Young, der rettede en skarp kritik af Bygningsstyrelsens håndtering af Niels Bohr Bygningen i København.

Hidtil har institutter og afdelinger på det sundhedsvidenskabelige fakultet haft til huse i Winsløwparken i centrum af Odense, men nu kan fremtidens læger, kiropraktorer og farmaceuter altså begynde det nye studieår i de nye rammer.

Ikke alt er helt færdigt

Byggeriet består blandt andet af retsmedicinsk institut, ligsynsrum, laboratorier, dissektionssale og avancerede dyrestalde til forsøgsmus. Det er imidlertid ikke alle dele af byggeriet, der er helt færdige.

Ifølge projektchef i Vejdirektoratet, Per Seidelin, udestår der nemlig stadig "mindre tilpasninger" på laboratoriedelen. 

- Vi er glade for at være kommet i mål med byggeriet til tiden og indenfor den afsatte økonomiske ramme. Hele syv entreprenører har medvirket til, at studerende og ansatte har kunnet indtage de lyse rammer, der skal flette uddannelserne sammen med det kommende supersygehus. Det har været et super spændende byggeprojekt, og der er stadig nogle mindre tilpasninger til den del af bygningen, der skal huse laboratorierne. Men det er vi i fuld gang med at få koordineret, så det også snart kan tages i brug, siger han i en pressemeddelelse.

Bygges sammen med OUH

Her fremgår det videre, at der i løbet af efteråret gennemføres en større indflytning i de nye lokaler, og at SDU forventer at markere åbningen af bygningen med en officiel indvielse i foråret 2024. 

Desuden lyder det, at Vejdirektoratet indtil udgangen af 2024 har ansvaret for afhjælpning og fejl og mangler, inden Bygningsstyrelsen som ejer og udlejer overtager det samlede ansvar.

- Vejdirektoratets overdragelse af Nyt SUND til SDU markerer en skelsættende milepæl i en proces, som startede for mere end et årti siden. SDU kan nu endelig samle alle ansatte og studerende på én matrikel i Odense og samtidig tage det første vigtige skridt i en fysisk sammenkobling mellem SDU og Nyt OUH, lyder det fra universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind. 

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet rummer 5.000 studerende fordelt på 26 uddannelser. Forskningsmæssigt byder fakultetet på flere forskningsmiljøer, og der er ansatte svarende til 1.420 årsværk inklusive ph.d.’ere fordelt på otte institutter.

Kort om Nyt SUND

  • Nyt SUND rummer på tre etager laboratorier, undervisningslokaler, kontorer og auditorier foruden dyrestalde og faciliteter til anatomi og retsmedicin.
  • Den nye fakultetsbygning smelter sammen med Syddansk Universitets eksisterende bygninger i nord og forbinder universitetets fem fakulteter med det nye universitetshospital, Nyt OUH, i syd.
  • Strækningen fra universitetets hovedindgang til hovedindgangen på Nyt OUH er 1,3 km.
  • Nyt SUND er et af fire projekter, som Vejdirektoratet i 2018 fik overdraget ansvaret for at gennemføre. Det Sundhedsvidenskabelige fakultet i Aalborg blev overdraget til Aalborg Universitet den 28. oktober 2022, og Niels Bohr Bygningen til Københavns Universitet den 1. juli 2023. Sidste store projekt er Statens Naturhistorisk Museum i København, som forventes at kunne overdrages til København Universitet i foråret 2024.

Kilde: Vejdirektoratet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094