23948sdkhjf

STB-Byg vinder Varde Rådhus

Vejle-entreprenøren får ansvaret for et byggeri, der om halvandet år skal huse 265 medarbejdere.
Borgmester Gylling Haahr afslørede torsdag vinderen af konkurrencen om et nyt Varde Rådhus, der har et budget på 50 millioner kroner plus moms.

Fire forslag var med i opløbet om at vinde opgaven, der omfatter nedrivning og ombygning af de eksisterende lokaler på Bytoften 2. Borgmesteren roste alle deltagende teams for indsatsen, men understregede også, at der har været klokkeklar enighed om, at forslaget fra STB-Byg, Regnbuen Arkitekter, Kontur Arkitekter og Cowi var det bedste.

Med vinderprojektet udvides det eksisterende rådhus med en første sal, ligesom dele af bygningen rives ned eller bygges om. Det nye rådhus får plads til 265 medarbejdere samt kantine, mødelokaler, personalefaciliteter, arkiver og en byrådssal.

Fremtidssikret byggeri
I forbindelse med offentliggørelsen var kommunaldirektør Max Kruse imponeret over, hvor meget rådhus, man kan få for 50 mio. kr., og han, såvel som kommunens øvrige medarbejdere studerede den visualiserede udgave af det kommende rådhus med stor begejstring.

- Det er skønt at blive mødt af en sådan begejstring for projektet, men det bliver også et fantastisk rådhus, kommenterede adm. direktør Jens Winther fra STB Byg. Han glædede sig samtidig over, at firmaet hermed får lejlighed til at vise, at de også mestrer kontorbyggeri.

Jens Winther pointerede endvidere, at der er tale om et fleksibelt byggeri, der nemt kan ændres efter behov og personalesammensætning. De nuværende 265 ansatte får 5.091 m² + 857 m² kælder at boltre sig på, og hvis det om nogle år skulle vise sig ikke at være nok, kan rådhuset udvides mod både nord og syd.

Det nye rådhus opføres på soklen fra det gamle, så kælderen bevares. Her på bygges der et nyt hus i to etager. Der er valgt løsninger med stor robusthed, lang levetid og stor driftssikkerhed. Der er lagt vægt på et så lavt energiforbrug som muligt samt slidstærke materiale med et minimum af vedligeholdelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095