23948sdkhjf

Ansigtsløft til kendt københavner-ejendom

Dreyers Fond og arkitektfirmaet Vandkunsten har indledt facaderenovering og energioptimering af Borgergadehus i det centrale København.
Facaden på en af Københavns centralt beliggende ejendomme får nu et markant ansigtsløft. Dreyers Fond er i gang med at renovere facaden på den kendte og markante ejendom, Borgergadehus, som ligger i Borgergade, Gothersgade og Landgreven. Det er arkitektfirmaet Vandkunsten, der står for facaderenoveringen, som også omfatter energioptimering af ejendommen.

Borgergadehus er bygget i 1945 og tegnet af arkitekt Thorvald Dreyer, som er den ene af de to stiftere af Dreyers Fond.

Nyt tag og vinduer
Borgergadehus har tidligere huset småindustri og værksteder. Samtidig har Badeanstalten i København haft årelang beliggenhed i ejendommen. I dag huser Borgergadehus blandt andet Studieskolen, Mellemfolkeligt Samvirke, en række it-virksomheder og reklamebureauer.

Ejendommen Borgergadehus er på godt 25.000 m2. Ved facaderenoveringen får ejendommen nyt tag, nye vinduer og bliver samtidig energioptimeret. Renoveringen forventes færdig i sommeren 2013.

Vægt på udtryk og energioptimering
Dreyers Fond har også for nylig etableret ny facade på en af sine andre ejendomme, Kalvebodhus, som ligger på Kalvebod Brygge. Denne ejendom er også tegnet af Thorvald Dreyer.

- De facadeløft, vi giver Borgergadehus og Kalvebodhus, er helt i tråd med vores strategi om at udvikle vores eksisterende ejendomsportefølje. Vi lægger stor vægt på både det arkitektoniske udtryk og energioptimeringen, siger Bo Rygaard, direktør i Dreyers Fond.

Dreyers Fond har en betydelig del af sin portefølje investeret i ejendomme. Blandt fondens mere kendte ejendomme er det tidligere Valencia på Vesterbrogade i København, som netop nu er ved at blive restaureret og moderniseret af arkitekt Dorte Mandrup. Fonden har i 2013 udvidet sin ejendomsportefølje med flere nye ejendomme blandt andet et gammelt industrihus på Fælledvej 19 i København. Det er målsætningen også fremover at investere yderligere i ejendomme i de store byer som København, Århus og Aalborg.

Fondens forretningsaktiviteter er fundamentet for Dreyers Fonds uddelinger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093