23948sdkhjf

70 forslag i spil til byudvikling

Flere end 70 teams har budt ind på de to danske projekter i konkurrencen for arkitekter under 40 år; Europan 12.
Den 18. marts blev konkurrencegrundene til den store, internationale Europan 12 konkurrence for unge arkitekter under 40 år afsløret, og fredag den 28. juni, godt tre måneder efter startskuddet, var der afleveringsfrist.

Ifølge Dansk Arkitektur Center (DAC) har flere end 70 hold afleveret forslag til en af de to danske konkurrencegrunde. Heraf er der over 20 bud på fremtiden for Vestbyen – et gammelt arbejderkvarter i Aalborg med mange muligheder, der bare venter på at blive grebet. I København er der omkring 50 hold, der har valgt at beskæftige sig med en karrébebyggelse på Vesterbro, som ligeledes trænger til en opdatering, så den kan stå klar til fremtidens udfordringer.

Alt i alt meldes der om god tilslutning til Europan 12; ikke bare i Danmark men også i de andre europæiske lande, og deltagerne på de danske konkurrencegrunde repræsenterer som vanligt et godt miks af både danske og udenlandske arkitekter.

Juryen trækker i arbejdstøjet
Nu følger så en proces, hvor den danske jury i oktober mødes og ser nærmere på forslagene. Den danske jury består af syv medlemmer, der enten er arkitekter, har en baggrund inden for planlægning eller har rødder i kunstens verden.

Med i juryen sidder bl.a. en vinder fra sidste år, der med arkitektvirksomheden Tredje Natur vandt Europan 11 i København. Derudover består juryen også af to udenlandske arkitekter og en kendt dansk skulptør. Som formand for juryen sidder den tidligere stadsarkitekt Jan Christiansen.

Alle deltagende landes kommuner, juryer og landssekretærer mødes i Paris til november. Her kommer der for alvor gang i diskussionerne, og de vigtige og svære beslutninger skal tages. Det hele kulminerer den 13. december, hvor vinderne afsløres. Vinderne af den danske del af Europan 12 bliver fejret samme dag hos DAC i København med en reception og prisoverrækkelse.

Vinderforslag realiseres ofte
For vinderne er der mere end æren på spild. Således er der 12.000 euro på højkant for 1. pladsen og 6.000 euro til 2. pladsen, og mindst lige væsentligt; den direkte kontakt til den relevante kommune.

Intentionen bag Europan er nemlig som udgangspunkt, at de vindende forslag bliver realiseret, hvilket der også har været en god tradition for de seneste år. Således er Københavns Kommune netop nu i fuld gang med at realisere den plan, som tegnestuen Tredje Natur vandt med i fjor, ligesom sidste års vindere i Allerød har fået godkendt deres masterplan. Første del af denne forventes realiseret i 2015-2016.

Kilde: Dansk Arkitektur Center

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094