23948sdkhjf

El- og vvs-beskæftigelse på vej op

Installationsbranchen går langsomt mod lysere tider. Det viser en ny analyse af arbejdskraftsituationen i installationsbranchen for 2013, som Tekniq netop har offentliggjort.
Beskæftigelsen forventes at være på vej op, antallet af indgåede lærlingekontrakter har været stigende, og der anes allerede nu en begyndende mangel på arbejdskraft i udvalgte geografiske områder. Men branchen er fortsat delt i virksomheder, som er præget af stor aktivitet og en anden gruppe, som har for lidt at lave, fremgår det også af arbejdskraftanalysen.

– Selvom beskæftigelsen forventes at stige beskedent i de kommende år, vil der gå nogen tid, før installationsbranchen som helhed står i en situation, hvor mangel på arbejdskraft kan lægge en dæmper på aktiviteten. Inden for visse geografiske og kompetencemæssige områder i specielt elbranchen er der dog allerede ved at være mangel på kvalificeret arbejdskraft, siger økonomisk-statistisk konsulent i Tekniq, Rasmus Larsen, og tilføjer:

– Derfor skal der allerede nu gøres en indsats for at få nogle af de vvs-montører og elektrikere tilbage, som har forladt branchen. De seneste års faldende beskæftigelse og den lave ledighed må betyde, at der findes et stort uudnyttet potentiale for at dække arbejdskraftbehovet på denne måde. Samtidig skal fokus bevares på at fastholde nuværende medarbejdere og øge indtaget af lærlinge. I løbet af få år kan det yderligere blive nødvendigt at rekruttere udenlandsk arbejdskraft eller udenlandske underentreprenører til de mange store anlægsopgaver, som er i støbeskeen.

Pilen peger opad
Arbejdskraftanalysen er blevet til på baggrund af besvarede spørgeskemaer fra 850 af installationsbranchens virksomheder, som repræsenterer næsten 10.000 medarbejdere. Tal fra Danmarks Statistik viser, at installationsbranchen sidste år havde 39.700 fuldtidsbeskæftigede ansatte – 450 færre end i 2011. Til gengæld, fremgår det af arbejdskraftanalysen, er beskæftigelsen fra april 2012 til samme måned i år steget med 2 procent.

– Pilen peger nu efter al sandsynlighed i den rigtige retning, siger Rasmus Larsen og understreger samtidig, at selvom branchen som helhed har det bedre, kæmper mange virksomheder fortsat med en træg efterspørgsel og meget hård priskonkurrence.

– Samlet var branchens aktivitet i 2012 på samme niveau som i 2005, før det ekstraordinære opsving for alvor tog fart. Den beskedne tilbagegang i beskæftigelsen og stigningen i omsætningen fra 2011 til 2012 betyder, at omsætningen pr. medarbejder er øget, siger Rasmus Larsen.

Faldende ledighed
Ledigheden i installationsbranchen er også faldet. I maj 2013 havde a-kasserne registreret 752 elektrikere uden arbejde og 533 ledige vvs’ere – svarende til en arbejdsløshed inden for de to fagområder på henholdsvis 3,4 og 8,2 procent.

– Sammenlignet med 2012 er der tale om et betydeligt fald i ledigheden, siger Rasmus Larsen.

Arbejdskraftanalysens overordnede forventning om stigende aktivitet og beskæftigelse illustreres blandt andet af, at 6 procent af spørgeskemaundersøgelsens deltagende virksomheder i april i år forgæves har søgt efter arbejdskraft i forhold til 3 procent i 2012.

Samtidig forventer 36 procent af branchens virksomheder, at det bliver vanskeligere at rekruttere arbejdskraft i de kommende to år. I 2012 var det kun 16 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109