Landsretten har talt: Anlægsarbejder på Lynetteholm kan fortsætte
Opdateres...
Anlægsarbejderne i forbindelse med fase to af Københavns nye halvø, Lynetteholm, skal ikke sættes på pause, mens retssagen mod det kører.
Det står klart efter en kendelse afsagt af Østre Landsret i dag.
Det er entreprenørkæmpen Per Aarsleff A/S, der har vundet entrepriserne i forbindelse med fase to af Lynetteholm-arbejdet.
Aarsleff og Lynetteholm
Per Aarsleff A/S har vundet tre entrepriser, der til sammen kaldes “fase to”. Det indebærer at etablere en stemdæmning (perimeter) om hele Lynetteholms samlede areal. Samtidig fyldes der jord og gytje i fase et-bassinerne, der allerede er indkredsede af perimeter, som Per Aarsleff A/S også har anlagt.
Fase to forventes at være afsluttet i 2026.
Bygherre på Lynetteholm-projektet er By & Havn, et udviklings- og driftsselskab, der ejes 95% af Københavns Kommune og 5% af staten.
En principiel retssag
Klimabevægelsen stævnede i 2021 Transportministeriet og det kommunale udviklingsselskab By & Havn, der er bygherre på Lynetteholm-projektet.
Klimabevægelsen stævnede staten for ikke at have lavet en fyldestgørende miljø- og klimaredegørelse over projektet og for ikke at inddrage borgere i Danmark og nabolandene i og omkring Østersøen i udarbejdelsen af projektet.
Selve hovedsagen er endnu ikke rammesat, men Klimabevægelsen har anmodet om opsættende virkning – altså at projektet omkring Lynetteholm skulle sættes på pause, mens hovedsagen afgøres.
Licitationen er til stede hos By & Havn - og følger sagen tæt.