PKA har købt en grund af By & Havn til opførelse af 91 lejligheder på Sandkaj i Århusgadekvarteret i første række til havnebassinet med udsigt til Marmormolen og Øresund.
PKA forventer byggestart allerede i efteråret 2013 og indflytning for de kommende beboere i foråret 2015 i det kommende boligbyggeri. Huset bliver ca. 9.500 m² og omfatter en karrébebyggelse med tagterrasser i op til fem etagers højde samt en butik på 95 m² placeret i bunden af byggeriet.
Totalentreprenør på byggeriet er Corpus Development, der har mere end 25 års erfaring med udvikling, udlejning og opførelse af erhvervs-, butiks- og boligbyggeri. Partner Christian Gjersøe fortæller, at virksomheden har arbejdet på projektet i over et år, og han glæder sig til for alvor at komme i gang med byggeriet.
Det samme gør adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen fra By & Havn, der står for udviklingen af den nye bydel:
- PKAs byggeri udstråler en kvalitet, som vi vil kunne være bekendt i mange år fremover. Det er vigtigt, at de nyopførte byggerier i Indre Nordhavn spiller sammen med de mange gamle industribyggerier, som bevares i kvarteret, og som bliver vakt til live igen med nye funktioner, og PKAs byggeri er et flot eksempel på det, siger By & Havn-direktøren.