23948sdkhjf

Færre konkurser i byggeriet

Byggeriet fortsætter den positive udvikling med færre konkurser. Men Pihl & Søns konkurs vil spøge i den kommende tid.
Antallet af konkurser i byggeriet var 46 for september, hvilket er to færre end august i år og 13 færre end september sidste år. Det bringer det samlede antal konkurser for de første tre kvartaler af 2013 op på 514, hvilket ifølge Dansk Byggeri er 5 procent færre end den tilsvarende periode sidste år.

Dermed følger byggeriet det samlede billede, hvor de nyeste tal fra Danmarks Statistiks viser et generelt fald i konkurser i dansk erhvervsliv på 5 procent - fra 402 i august til 380 i september, når der korregeres for sæsonudsving.

Ifølge Dansk Byggeri vil bygge- og anlægsbranchen ende med færre konkurser i 2013, hvis tendensen opretholdes. Dog kan Pihl & Søns konkurs i august måned ødelægge billedet.

- Vi kan altså iagttage en positiv udvikling – om end den er ganske lille – og det betyder, at den tendens, vi har set siden 2010, ser ud til at fortsætte. Et godt bud vil være, hvis resten af året minder om de første ni måneder, at vi ender vi med knap 700 konkurser i branchen. Det er godt 50 færre end i 2012, og det betyder, at vi ligesom de to foregående år vil se et lille fald i antallet af konkurser (…), siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Andreas Fernstrøm.

Også det generelle billede ser positivt ud. Således siger økonomisk konsulent hos DI Nikolaj Pilgaard, at der er tegn til, at antallet af konkurser i 2013 bliver det laveste antal på ét år siden post-kriseåret 2008.

- (…) Det er selvfølgelig glædeligt, selvom forventet op mod 5000 konkurser i år jo stadig er et utroligt højt antal konkurser på bare et år, siger Nikolaj Pilgaard.

Eftervirkninger fra Pihl & Søn
Både hos Dansk Byggeri og DI forventer man, at den opsigtsvækkende konkurs af Pihl & Søn vil sætte sine spor i konkursstatistikken.

- Krisen har især sat sine spor i handels- og transport sektoren, som helt suverænt har flest konkurser i år. Men også bygge- og anlægssektoren har været hårdt ramt. Seneste eksempel er konkursen af Pihl & Søn, som vi stadig kan frygte at se en del eftervirkninger af i konkursstatistikken den kommende periode, forklarer Nikolaj Pilgaard.

Andreas Fernstrøm deler bekymringerne, men han håber dog, at genindførslen af håndværkerfradraget vil kunne redde nogle af de virksomheder, der har penge i klemme hos Pihl & Søn.

- På den ene side kan vi i kølvandet på Pihls konkurs i august måned risikere at se en mindre stigning i antallet af konkurser. Der er mange underentreprenører, som har penge i klemme i den konkurs, og i sidste ende kan det desværre medføre, at der er virksomheder, der må dreje nøglen om. På den anden side tæller det, at genindførslen af håndværkerfradraget med Vækstpakken kan være med til at holde hånden under nogle virksomheder i branchen, pointerer Andreas Fernstrøm.

Konkurser generelt. Kilde: Danmarks Statistik

Konkurser generelt. Kilde: Danmarks Statistik


Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078