23948sdkhjf

Vil lette billeddokumentionen for byggeriet

Fotografier som kvalitetssikring er et udbredt krav. Det krav forsøger it-ingeniører tæt på byggebranchen at afhjælpe for branchen med nyt kommercielt mobilprogram.
Krav om fotodokumentation bliver stadig mere hverdagskost for håndværkere, entreprenører og andre aktører i byggeriet, som dagligt skal bevise, at de overholder deres pligter.

Den virkelighed har inspireret et århusiansk rådgivningsfirma med speciale i it-løsninger til byggeriet, og således har Exigo Consult for nylig lanceret et nyt program til mobiltelefon eller tabletcomputer, som hjælper bygningsarbejderen med at billeddokumentere og organisere billederne.

- Hvis en maler har færdigmalet en lejlighed og han tre dage senere får at vide, at han har lavet en skade, som han skal udbedre, så kan han vende tilbage med sine billeder og sige: "Nej, jeg kan faktisk dokumentere, at det var i orden", siger Kristian Birch Pedersen fra Exigo Consult. Altså akkurat som det sker ved et flyttesyn i et lejemål.

Kameraet i mobiltelefonen eller digitalkameraet i lommen er forlængst blevet allemandseje, og det nye ved programmet Issman, som det hedder, er såmænd ikke, at man kan tage billeder.

Programmet hjælper med at organisere billedindsamlingen, så der knyttes oplysninger til billederne, og når indsamlingen er foretaget, udarbejder programmet en færdigstrikket rapport, som man kan aflevere til den, der ønsker dokumentation.

Mobiltelefonen hitter i byggeriet
Programmet, som er gratis at prøve, men som kræver betalingsabonnement, hvis man bruger det hyppigt, er få måneder gammelt og er blevet testet af en snæver kreds af brugere. Kristian Birch Pedersen håber, at man inden nytår kan få 10.000 til at hente det engelsksprogede program til deres mobiltelefoner.

- En entreprenør har købt systemet, fordi en bygherre ville have dokumentation for, at skiltningen på byggepladsen er i orden. Det gjorde de så med digitalkamera, men så krævede bygherren, at de også geotaggede billederne, fortæller han.

Altså bygherren forlangte, at det skulle fremgå af billederne, hvor de var taget og hvornår de var taget.
Kristian Birch Pedersen, som i mange år har lavet it-løsninger til byggeriet, har ofte stået ude på byggepladserne med "masser af it-isenkram og almindelige computere", som han fortæller.

- Men da jeg gik over til at bruge min mobiltelefon, så fik jeg en helt anden feedback ude på byggepladserne, fordi mobiltelefonen er en teknologi, som de er vant til at bruge derude. Ja, mobiltelefonen er faktisk det eneste stykke teknologi, som for alvor er slået igennem i byggebranchen, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078