23948sdkhjf

Første boliger i ny Aarhus-bydel

Boligforeningen Ringgården har udvalgt totalentreprenøren til det første af en række boligprojekter i den nye bydel på Lisbjerg Bakke ved Aarhus.
I september 2013 udskrev Boligforeningen Ringgården en totalentreprisekonkurrence mellem fem prækvalificerede teams bestående af entreprenører, arkitekter, ingeniører og landskabsarkitekter.

En dommerkomite behandlede i december 2013 de indkomne forslag og det kan nu afsløres at vinderteamet består af NCC Construction Danmark, Rubow Arkitekter, Regnbuen Arkitekter, GBL Gruppen for By- & Landskabsplanlægning og Moe Rådgivende Ingeniører.

De omkring 45 boliger opføres på et skrånende grundstykke højt oppe på Lisbjerg Bakke, og fra boligerne bliver der en formidabel 180 graders udsigt ind over Egådalen og Aarhus. Bebyggelsen placeres tæt på den kommende letbanestation i Lisbjerg og med direkte kontakt til den nye supercykelsti ind til Aarhus.

Vil opfylde 2025-krav
Bebyggelsen vil komme til at bestå af 30 rækkehuse i to etager på henholdsvis 96 m² og 115 m² samt 15 mindre torums boliger på henholdsvis 75 m² og 86 m². Den endelige boligfordeling er ikke fastlagt endnu, idet Ringgården og vinderteamet i den kommende tid skal detaljere projektet i fællesskab.

Direktør Palle Jørgensen fra Ringgaarden oplyser, at projektet vil opfylde energiramme 2020 uden brug af aktive energitiltag. Herudover er det hensigten at optimere bygninger og økonomi, så der som minimum opnås 0-energistandard svarende til den energiklasse, som forventes at blive normen i 2025. Byggeriet vil også blive Cradle to Cradle-optimeret med stor fokus på de blå og grønne elementer og ved valg af materialer.

- Vi er både glade og stolte over, at Aarhus Kommune har ønsket, at det er Ringgården, der tager det første spadestik til den helt nye bydel på Lisbjerg Bakke. Vi glæder os meget til at komme i gang og regner bestemt med at leve op til forventningerne om et bæredygtigt og arkitektonisk flot boligbyggeri, der kan inspirere andre bygherrer, der i fremtiden skal bygge i Aarhus’ nye bydel, siger Palle Jørgensen.

Husene vil blive udstyret med solceller til produktion af al fælles elektricitet og sandsynligvis også en stor del af den private elektricitet. Regnvand vil blive opsamlet og ført gennem bebyggelsen i åbne vandrender til lavninger i det meget skrånende terræn og til nedsivning. Der vil endvidere blive arbejdet med ’smart house’-installationer til daglig eksponering af varme- og elforbrug. Hvor mange interessante nyskabelser, der vil blive råd til i projektet, vil dog afhænge af den kommende detaljeringsproces.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094