23948sdkhjf

Stor interesse for at designe fremtidens psykiatri på Bispebjerg

24 totalrådgiverteams fra ind- og udland har anmodet om prækvalifikation til projektkonkurrencen for det 26.900 m² store Ny Psykiatri Bispebjerg.
I 2022 skal rammerne til en af Danmarks største psykiatriske afdelinger stå færdigt, klos op ad et andet af hovedstadens store byggeprojekter – Nyt Hospital Bispebjerg.

Seks teams vil efter planen blive prækvalificeret i løbet af august 2014, og konkurrenceforslagene skal afleveres ved årsskiftet 2014/15. Herefter udvælges et til tre teams til at gå videre til anden fase af konkurrencen. Det endelige vinderforslag offentliggøres ved årsskiftet 2015/16. Selve byggeriet påbegyndes i 2017.

- Vi er virkelig glade for den store interesse for projektet. De indkomne anmodninger om prækvalifikation signalerer stor kompetence, høj kvalitet og en spændvidde, som helt sikkert vil give os mulighed for at imødekomme vores visioner om en moderne og fremtidssikret psykiatri, siger senior projektleder Gert Bonde Harup fra Region Hovedstadens Psykiatri.

Ny Psykiatri Bispebjerg omfatter 26.900 m² nybyggeri og har et budget på 1,03 mia. kr. Blandt visionerne for projektet er at signalere åbenhed og imødekommenhed, samtidig med at patienters og besøgendes privatsfære og integritet tilgodeses. Undersøgelse, behandling og pleje skal foregå i trygge og rolige rammer, der fungerer effektivt og sikkert, suppleret af moderne teknologi. Indretningen skal understøtte en respektfuld og ligeværdig relation mellem patient og behandler og samtidig bidrage til et sikkert miljø for alle i afdelingen.

Herudover vægtes samspillet med de omkringliggende udendørsarealer højt, og der skal være let adgang til haveanlæg og forskellige udendørsaktiviteter. Men også indendørs er det vigtig med valgmuligheder i dagligdagen. Bygningerne skal invitere til aktivitet og sociale fællesskaber, og samtidig skabe mulighed for ro og tilbagetrækning. Gennem differentiering i aktivitets- og oplevelsesmuligheder kan forskellige individuelle behov tilgodeses, og trivsel og velvære sættes i højsædet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093