23948sdkhjf

CG Jensen dobler op

En reevaluering af de oprindelige bud har sikret entreprenøren en ekstra kontrakt på 97 millioner kroner hos Vejdirektoratet.
CG Jensen har netop fået tildelt en ekstra kontrakt på 97 millioner kroner i Vejdirektoratets store udbud af vedligeholdsopgaver.

Det er sket efter en reevaluering af de oprindelige bud. CG Jensens bud på renovering af spunsen på Lyngbyvejen var i første runde ikke blevet accepteret, skønt det var billigst. Reevalueringen viste imidlertid, at CG Jensen fuldt ud opfyldte kravene til erfaring med den type stålopgaver. En fejl gjorde, at det i første runde blev overset.

2.000 nye jordankre
Dermed vinder CG Jensen i alt kontrakter for 194 millioner kroner i Vejdirektoratets udbud. En fordobling i forhold til den første udmelding i februar.

- Stål, spuns og betonrenovering er kerneområder for CG Jensen, så vi ser os som godt rustet til at løse opgaverne. Derfor har vi en interessant kompetence at byde ind med, og vi er meget tilfredse med at have vundet så stor en del af det samlede udbud, siger divisionschef Ole Kristiansen, CG Jensen.

Den store kontrakt på 97 mio. kr. gælder en forstærkning af spunsen langs Helsingørmotorvejen ved Lyngbyvej – en to kilometer lang strækning. Her skal der isættes godt 2.000 nye jordankre. Entreprenøren skal bore og sætte ankrene i spunsen i de trafiksvage perioder i sommerferien over de næste fire år.

Samlet udbud giver god rationalitet
CG Jensen har sat et stort hold med funktionærer og timelønnede medarbejdere, der alle har en stor ekspertise inden for vedligehold og reparation af blandt andet broer og tunneler. Divisionschef Ole Kristiansen har selv mere end 30 års erfaring med renovering, heraf 15 år indenfor betonrenovering.

- Et samlet udbud med udførelse over fire år giver også god rationalitet for os som entreprenør. Opgaverne er defineret på en måde, hvor vi selv har stor frihed og fleksibilitet til at tilrettelægge arbejdet, og vi kan passe det ind i den samlede produktion. Den fordel kommer naturligvis også opdragsgiver til gode, siger han.

Foruden spunsopgaven på Lyngbymotorvejen skal CG Jensen renovere 19 bygværker i totalentrepriser, der spænder over betonrenovering, ny asfaltbelægning, forstærkning af konstruktionen, reparation af fuger m.m. Hertil kommer renovering af fire store bygværker i hovedentreprise samt broteknisk vedligehold af Vejdirektoratets bygværker øst for Storebælt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094