23948sdkhjf

Flere påbegyndte byggerier i første kvartal

Det hårdt trængte nybyggeri steg i første kvartal af 2014. Fremgangen bæres af stigninger i opførelsen af etageboliger og erhvervsbygninger.
Det samlede påbegyndte byggeri steg med 18 procent i første kvartal af 2014 sammenlignet med fjerde kvartal 2013, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. Stigningen gælder både i antal boliger og kvadratmeter.

Nybyggeriet i tal
Der blev påbegyndt 847.000 m2 i første kvartal af 2014 mod 994.000 m2 i samme kvartal sidste år. I fjerde kvartal af 2013 var tallet 717.000 m2.

I første kvartal af 2013 blev der påbegyndt 1.245 enfamiliehuse, mens tallet er nede på 872 i første kvartal af 2014.

Antallet af påbegyndte etagebyggerier er steget til 944 i første kvartal af 2014 mod 527 i første kvartal af 2013. I fjerde kvartal af 2013 var antallet 570
Særligt er det værd at bemærke, at det påbegyndte erhvervsbyggeri efter en lang periode med faldende aktivitet steg med 20 procent, når man kigger på etageareal, i forhold til det foregående kvartal. Stigningen er spredt ud over stort set alle typer af erhvervsbygninger.

- Det er meget glædeligt, at der langt om længe er stigning i nybyggeriet, siger Finn Bo Frandsen, chefanalytiker hos Dansk Byggeri, i en kommentar og tildeler den milde vinter en del af æren for fremgangen.

Nybyggeriet af beboelsesbygninger steg målt i kvadratmeter med 28 procent i første kvartal 2014 i forhold fjerde kvartal sidste år. Men med til den historie hører, at det påbegyndte etagebyggeri målt i antal boliger steg markant med 66 procent, mens nybyggeriet af enfamiliehuse faldt igen.

- Der er formentlig fremgang i de almene boligselskabers nybyggeri af almene familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger. Hertil kommer, at pensionskasserne nok også investerer mere i nybyggeri af lejligheder i flerfamilieshuse(…), siger Finn Bo Frandsen.

Ifølge Danmarks Statistik skal opgørelsen af den seneste byggeaktivitet generelt tages med forbehold, da datagrundlaget er usikkert. Det skyldes primært forsinkede indberetninger til Bygnings- og Boligregistret, BBR. Danmarks Statistik søger at korrigere for denne forsinkelse.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109