23948sdkhjf

Badmodul rykker ind på projektmarkedet

Det unge iværksætterfirma har videreudviklet sit modulbadeværelse med et nyt koncept målrettet erhvervskunder. Det første projekt er allerede i hus.
Kort leveringstid og begrænset byggerod er de argumenter, der skal overbevise boligforeninger og entreprenørfirmaer om, at Badmodul er det rigtige valg, når de skal vælge badeværelsesløsning til større boligrenoveringer.

Virksomheden har siden etableringen i starten 2013 leveret et godt stykke over 100 badeværelser til private kunder, og nu er turen kommet til erhvervsmarkedet. Fokus er i første omgang rettet mod renoveringsprojekter, hvor ikke mindst den almene boligsektor må betegnes som et attraktivt marked i disse år.

Standardiseret uden at være kedelig
Efter en flytning fra Frederiksberg til større lokaler i Glostrup sidste sommer er produktionshallen nu sat op til større opgaver, showroomet er blevet færdigt – og så er de to indehavere, brødreparret Malthe Vad og Mads Andreasen, blevet et år klogere.

- Det kræver noget arbejde at gå fra idé til færdigt koncept, for det der fungerer fint til det private segment, er ikke nødvendigvis effektivt nok til erhvervsmarkedet. Vores produktion har hidtil ikke været gearet til opgaver af denne type. Det er den nu, hvor vi har haft tid til at finjustere det hele, fortæller Mads Andreasen til Building Supply.

Den nye løsning er i højere grad standardiseret. Dermed bliver prisen lavere, og Badmodul får mulighed for at indgå rammeaftaler med boligforeninger, der ønsker at udskifte badeværelser løbende.

- Vi har gjort konceptet mere gennemskueligt med hensyn til løsninger, priser og leveringstider og kan nu levere det hele i en samlet pakke, siger Mads Andreasen og tilføjer, at standardiseret ikke er lig med kedelig. Badmoduls erhvervsløsning giver således mulighed for at vælge mellem et større antal klinker, former og flader.

Første store ordre inden et halvt år
Løsningen hedder ”Bad10” med henvisning til, at det målt på arbejdstimer tager to mand 10 dage at aflevere et færdigt badeværelse. 50-60 procent af arbejdet – herunder alt det beskidte – udføres hjemme på værkstedet, hvorefter modulerne transporteres ud til kunden og sættes sammen.

Dette gjorde Badmodul for nylig, da 15 badeværelser blev leveret og installeret på institutionen Hjorthøjgaard i Nordjylland. Nu håber de to brødre, at døren til projektmarkedet snart vil åbne sig på vid gab.

- Jeg satser stærkt på, at vi lander vores første store ordre i løbet af et halvt år. Vi er dialog med både større entreprenører og boligforeninger, så der er nogen derude, som tror på os. Kravet til timing er skærpet i byggeriet og her kan vi, i kraft af vores højteknologiske produktionsapparat, levere på kort tid. Vi kan arbejde forud, og det kan du ellers ikke med badeværelser, forklarer Mads Andreasen.

Badeværelsets svar på Huscompagniet
Han og Malthe Vad kan se tilbage på et begivenhedsrigt år, hvor virksomheden er vokset fra fem til ti ansatte. Hertil kommer en professionel bestyrelse på fem mand. Går det som forventet, vil der være ansat yderligere fire til fem håndværkere inden årsskiftet.

Næste skud på stammen bliver selvbygger-koncept, hvor kunden selv kan afhente og montere. Løsningen ventes på markedet om et års tid, og troen på fremtiden er stor i det unge iværksætterfirma.

- Vi oplever, at kunderne vælger os, fordi de får et færdigt badeværelse i en samlet pakke. På privatmarkedet vil vi gerne være, som HusCompagniet er inden for typehusbyggeri. De har et stærkt brand og fat i noget, som jeg virkelig er imponeret af. Det er hurtigt, det er sikkert, og du kan stole på det, siger Mads Andreasen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11