23948sdkhjf

50 % stigning i byggesektorens indtjening

Boligjobordningen, attraktive afskrivningsregler på investeringer og fremrykningen af offentlige investeringer har været med til at løfte byggesektorens samlede indtjening markant.
En ny analyse af de første 7.313 regnskaber fra de danske byggevirksomheder vidner om en betydelig økonomisk fremgang i sektoren. Indtjeningen i byggevirksomhederne er det seneste regnskabsår steget med 48 procent, og egenkapitalen er oppe med mere end 8 procent.

Bag analysen står Spar Nord, som på baggrund af data fra erhvervsdatabasen Proff.dk har analyseret udviklingen i de 7.313 regnskaber, som landets byggevirksomheder indtil videre har afleveret til Erhvervsstyrelsen i år, og som alle rummer mindst fem års historik fra virksomhedens drift.

- Regnskaberne vidner om, at de politiske initiativer og det store genopbygningsarbejde efter stormene sidste år har slået massivt igennem i den ellers trængte byggesektor, siger cheføkonom Jens Nyholm fra Spar Nord på baggrund af analysen.

Fremgang hos store som små
Han hæfter sig blandt andet ved, at Boligjobordningen, attraktive afskrivningsregler på investeringer og fremrykningen af offentlige investeringer ser ud til at have stimuleret efterspørgslen bredt i sektoren.

- Det betyder, at fremgangen i modsætning til sidste år er bredt funderet og nu gør sig gældende for såvel de store og mellemstore som de små byggevirksomheder, tilføjer Jens Nyholm.

Store udfordringer forude
Den store fremgang i det seneste regnskabsår til trods forventer både Spar Nord og Dansk Byggeri, at tempoet i fremgangen vil aftage i de kommende år.

- Meget tyder på, at en del af fremgangen i 2013 er af midlertidig karakter, fordi den hænger sammen med tidsbegrænsede politiske initiativer eller naturfænomener, som ikke nødvendigvis gentager sig hvert år, uddyber Jens Nyholm.

Han peger ligesom cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg på fortsat overkapacitet på markedet for erhvervsejendomme, ligesom boligbyggeriet ligger på et historisk lavt niveau.

- Politiske tiltag, offentlige investeringer og udbedring af stormskader vil sikre et godt resultat for branchen også i 2014. Men når blandt andet Boligjobordningen ophører næste år, opstår der et hul i efterspørgslen, som ikke ser ud til at blive dækket af husholdninger og virksomheder, lyder det afsluttende fra Bo Sandberg.

Om Regnskabsanalysen 2014
På baggrund af data fra Proff.dk analyserer Spar Nord årligt de regnskaber, som danske virksomheder indrapporterer til Erhvervsstyrelsen. Analysen fokuserer på virksomhedernes udvikling i resultat før skat, egenkapital og balance, sådan som virksomhederne selv rapporterer tallene i regnskaberne.

Analysen dækker samtlige hovedselskaber med rapporteringspligt til Erhvervsstyrelsen, som har rapporteret i perioden januar 2013 til juni 2013. Herfra fratrækkes virksomheder med færre end fem års regnskabshistorik samt virksomheder, der er under konkursbegæring.

Datagrundlaget for regnskabsanalysen omfatter samtlige sektorer i dansk erhvervsliv, men analysen har alene fokus på at beskrive og forklare udviklingen i et udvalgt antal sektorer, som eksempelvis byggeri, industri og handel/detail.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078