23948sdkhjf

Undersøgelse: Frivillige lavenergiklasser er en succes

Statens Byggeforskningsinstitut, SBi, har gennemført en undersøgelse, der samler op på de første erfaringer med lavenergiklasse 2015 og bygningsklasse 2020.
Ejerne af lavenergihuse er meget tilfredse med deres lavenergihuse. Det er konklusionen på en evaluering af de frivillige lavenergiklasser, som SBi har gennemført for Energistyrelsen.

Formålet med undersøgelsen har været at indsamle erfaringer fra de første byggerier, der er opført efter den frivillige lavenergiklasse 2015 og bygningsklasse 2020 med henblik på at videreudvikle klasserne i det fremtidige bygningsreglement.

Tilbagemeldingen fra 370 husejere viser samlet set en meget stor tilfredshed. 93 pct. af husejerne svarer, at de kan anbefale andre at bo i et lavenergihus. Den store tilfredshed skyldes blandt andet, at over 90 pct. vurderer indeklimaet som tilfredsstillende både sommer og vinter.

Energiforbruget lever i stort omfang også op til beboernes forventninger. 59 pct. oplyser således, at forbruget er så lavt som forventet, mens kun 7 pct. svarer, at forbruget er højere end forventet. De øvrige ved det ikke, ofte fordi de ikke har boet i huset tilstrækkeligt længe. Af negative elementer fremhæver flere beboere dog overophedning om sommeren og langsom tilpasning af temperaturen som følge af gulvvarmesystemet, ligesom enkelte er utilfredse med støj fra ventilationsanlægget.

Udvikler fremtidens byggeri i dag
Mere end 85 pct. af de adspurgte professionelle aktører i byggebranchen vurderer, at den frivillige energiramme i lavenergiklasse 2015 er et rimeligt fremtidigt kravniveau, og ca. 70 pct. mener, at den frivillige energiramme i bygningsklasse 2020 er rimeligt som kravniveau i 2020.

- Evalueringen bekræfter vores forestilling om, at annoncering af gradvist strammere energikrav i bygningsreglementet forud for indførelsen, er fordelagtig for branchen og giver branchen mulighed for at udvikle brugbare løsninger til fremtidens byggeri allerede i dag, siger kontorchef Mette Odgaard Mylin, Energistyrelsen.

Evalueringen viser, at en meget høj andel af det opførte etageareal i Danmark er projekteret og opført efter en frivillig lavenergiklasse. De sidste tre år er mere end en tredjedel af det færdige etageareal opført som en frivillig lavenergiklasse.

Find rapporten på www.sbi.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093