23948sdkhjf

Prognose: Milliardvækst i byggeriet

Nye tal fra CRM-Byggefakta viser, at der i årets første syv måneder er igangsat byggeri for 4 mia. kr. mere end i samme periode sidste år. Ikke mindst boligbyggeriet er gået frem, og samlet forventes en 2014-vækst på 8 mia. kr.
Der er igen fremgang at spore i den danske byggebranche. En dugfrisk opgørelse fra CRM Byggefakta viser, at der frem til udgangen af juli måned er igangsat projekter for 4 mia. kr. mere end samme periode i 2013.

Fremgangen ses især inden for hovedgrupperne Boliger og Anlæg, konkluderer rapporten, som er udarbejdet på baggrund af CRM-Byggefaktas egne data.

- Den nye prognose viser en stigning i totalmarkedet på hele 14 % i 2014. I reelle tal svarer det til en stigning på 8 mia. kr. i forhold til 2013. Driveren for væksten er især boligbyggerierne, hvor vi nu forventer en stigning på hele 45 % i forhold til niveauet i 2013. Totalmarkedet i 2014 forventes nu at udgøre 66,6 mia. kr. og der skal ske meget, hvis ikke vi som minimum når det niveau, fortæller direktør Jens Slott Johansen, CRM-Byggefakta.

Der er kommet gang i boligbyggerierne
Højdespringeren er hovedgruppen ’Boliger’, der ser ud til at vokse med hele 5 mia. kr. i 2014. Hovedgruppen forventes således at udgøre hele 26 % af totalmarkedet, en stigning på hele 6 % i forhold til 2013.

For hovedgruppen ’Anlæg’ forventes aktivitetsniveauet at ligge 41 % over niveauet i 2013, svarende til ca. 4 mia. kr. Men også hovedgruppen ’Skoler, uddannelse og forskning’ er gået frem i forhold til niveauet i 2013. I reelle tal er der tale om projekter for 2,2 mia. kr.

Mest markant for den nye prognose er opjusteringen af forventningerne til Staten som bygherre med en fremgang på 104 % – eller 6 mia. kr. – i forhold til 2013. Derudover viser prognosen en betydelig vækst for de private bygherrer, hvor aktiviteten nu forventes at ligge 11 % over det realiserede niveau i 2013. Forventningerne til regionerne som bygherrer er nedjusteret, hvilket primært skyldes, at flere større projekter i forbindelse med opførelsen af sygehuse er udskudt til 2015.

- Generelt ser vi størst fremgang i prognoserne for de tre regioner i Vestdanmark, siger Jens Slott Johansen.

Målt på entrepriseform forventes mængden af igangsatte totalentrepriser at udgøre 40 % af totalmarkedet, hovedentrepriser 30 %, storentrepriser 15 % og fagentrepriser 11 %.

Om rapporten
’Trends for byggebranchen Q2 2014’ er en opgørelse over igangsatte byggeprojekter i årets første 7 måneder samt prognoser for resten af 2014. Rapporten indeholder 27 statistikker og prognoser, samt 14 top-10-lister for geografi, aktører og bygherretyper. Dermed kan det direkte aflæses, hvor i landet der er mest gang i byggeriet samt hvilke typer projekter, der arbejdes med.

rapportens data dækker både offentlige og professionelle private byggerier, herunder ny-, til- og ombygninger samt ind- og udvendige renoveringer. Tallene dækker ikke Hr. og Fru Jensens byggeri af et nyt parcelhus eller en ny carport. Totalsummen for et byggeprojekt registreres i statistikken i den måned, hvor byggeriet igangsættes.

Ved indsamlingen af informationer til rapporten har researchafdelingen hos CRM-Byggefakta været i kontakt med beslutningstagerne på hvert byggeprojekt op til 10 gange. Dermed er der samlet set gennemført ca. 100.000 research-interviews fordelt på 13.000 byggeprojekter for at tilvejebringe og verificere rapportens data.

Link til rapporten
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171