23948sdkhjf

Storentreprenører forudser flaskehalse i nær fremtid

Mangel på kvalificeret arbejdskraft risikerer at stå i vejen for den fremtidige vækst i byggebranchen, hvis virksomhederne ikke bliver bedre til at indtage lærlinge samt integrere udlændinge, lyder det fra to af branchens største entreprenører.
Den danske byggebranche kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft, hvis den nuværende stilstand i bygeriet afløses af en mærkbar vækst i den nærmeste fremtid. Det konkluderer to af landets største teknikentreprenører over for Building Supply.

Læs brancheanalysen: Bunden er nået for teknikentreprenørerne

I øjeblikket holdes byggeriet primært i gang af det offentlige, men når – eller hvis – det private byggeri tør op og følger trop, vil det medføre en øget efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft, lyder analysen.

- Hvis det øvrige byggeri normaliserer sig, skal vi efterhånden til at kigge på vores tilgang af arbejdskraft – både i form af lærlingeindtag og integration af udenlandsk arbejdskraft. Hvis en elektriker ikke kan få et job hos os eller vores konkurrenter, vil han hurtigt være efterspurgt i andre brancher, og så kan det være svært at få ham tilbage, siger Allan Jørgensen, koncerndirektør i Kemp & Lauritzen, til Building Supply.

Med godt 1.800 ansatte er Kemp & Lauritzen den teknikentreprenør, som beskæftiger flest mennesker herhjemme, men holdningen er helt den samme hos en af segmentets mindste aktører i form af Brøndum A/S, som har cirka 250 ansatte.

Læs også: HusCompagniet: Fokusér på evner frem for nationalitet

- Vi har ikke baseret vores virksomhed på udenlandsk arbejdskraft ind til nu, men jeg forudser, at det kan blive nødvendigt, når de store årgange er på vej på pension, mens de er færre unge tilbage at vælge mellem. Populært sagt er afgangen i branchen større end tilgangen, så det er nok uundgåeligt, at vi kommer til at satse mere på udlændinge, konstaterer adm. direktør Asger Brøndum med den tilføjelse, at han ser mere generelt på branchen end specifikt på Brøndum i vurderingen.

AE: ”Frygt for flaskehalse er overdrevet”

I en analyse fra juli fastslår Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at den generelle frygt for flaskehalse på arbejdsmarkedet er unødvendig. Analysen fastslår blandt andet, at bruttoledigheden alene ikke kan bruges som et parameter for manglen på arbejdskraft.

I stedet fokuseres på beskæftigelsens strukturelle niveau samt konkurrencen om de opslåede job. Således melder Jobnet nu om cirka 17 arbejdsløse pr. ledig stilling mod 5 i perioden 2007-2009.

Analysen fra AE peger dog på, at der ”fremadrettet [kan] opstå lokale flaskehalsproblemer på det danske arbejdsmarked, hvor man risikerer at mangle uddannet arbejdskraft.”.

Analysen fra AE kan læses i sin helhed ved at klikke her.
Virksomhederne skal gøre sig attraktive
De to topchefer erklærer sig dermed uenige i den rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som i juli fastslog, at ”frygten for flaskehalse er overdrevet”.

Rapporten fokuserede på, at beskæftigelsen i øjeblikket ligger ca. 85.000 personer under sit strukturelle niveau. Samtidig erkendte man dog, at der er risiko for, at flaskehalse opstår lokalt. Og det er netop, hvad koncerndirektør Allan Jørgensen fra Kemp & Lauritzen forudser.

- Vi skal være med til at styrke, at tilgangen til branchen fastholdes. Virksomhederne skal blive endnu bedre til at gøre sig attraktive som arbejdspladser, så de unge ser os som steder, hvor man kan gøre karriere frem for de forældede billeder, der desværre kan herske omkring virksomheder i byggebranchen, siger han.

Uddannelse alene er næppe nok
AE konstaterer da også, at Danmark i 2020 kan mangle cirka 30.000 faglærte, hvis det ikke lykkes at få markant flere til at gennemføre en erhvervsfaglig uddannelse. Allan Jørgensen byder et øget fokus på uddannelserne velkommen, men han påpeger samtidig, at det er et langt og sejt træk, som formentlig ikke kan stå alene.

Derfor virker det uundgåeligt, at andelen af udenlandske ansatte i de danske virksomheder vil stige, hvis aktiviteten i byggebranchen gør det samme.

- Som arbejdsgivere kommer vi til at være i en fælles dialog om udenlandsk arbejdskraft. Hvis vi kan finde en fælles måde at regulere det på, vil det være fornuftigt. Det vil være meget uklogt at sætte hælene i jorden og sige, at vi slet ikke vil have udenlandsk arbejdskraft, for det kan simpelthen blive nødvendigt for at aflaste i perioder med en kapacitetsboble, fastslår Allan Jørgensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111