Her placeres Aarhus’ nye ungdomsboliger
Med placering af yderligere 1.340 ungdomsboliger nærmer Aarhus Kommune sig målet om at bygge 2.500 nye boliger til et stigende antal studerende.
Byrådet vedtog i forbindelse med budgetforlig for 2014 at fortsætte de senere års indsats for at opføre flere almene ungdomsboliger. Af de 2.500 ungdomsboliger er der allerede fundet en placering til de første ca. 700. Med placeringen af nu yderligere 1.340, mangler man således blot at finde lokaliteter til ca. 500 ungdomsboliger.
Fragtmandscentralen i Aabyhøj, Godsbanen og Vejlby er blandt de områder, som ifølge en indstilling fra Teknik og Miljø, fremover skal lægge jord til nye ungdomsboliger. Placeringen sker ud fra vurdering af, om boligerne også på længere sigt vil kunne udlejes. Udbygningen er ifølge Kristian Würtz prioriteret til central beliggenhed i forhold til midtbyen eller i forhold til større uddannelsesinstitutioner.
- Aarhus skal være en by for alle. Når vi bygger, skal vi sørge for, at byen også socialt hænger sammen. Det er for mig helt afgørende, at vi i vores fremadrettede planlægning sikrer en mere blandet beboersammensætning i både nye og eksisterende bydele. Det er derfor vigtigt, at vi ikke bygger de kommende ungdomsboliger i få og store enheder, men at vi derimod sørger for, at de bliver placeret i både større og mindre byggerier, siger han.
Indstillingen skal nu behandles i byrådet.