23948sdkhjf

MT Højgaard: Vores effektivitet bliver bedre og bedre

Der var overskud på driften i første halvår, og målsætningen er fortsat en EBIT-margin på 5 % ved udgangen af 2015.
- Den omfattende omlægning af koncernens aktiviteter – både på kundesiden og internt – er ved at slå igennem. Lønsomheden i ordrebogen styrkes skridt for skridt, og vores effektivitet bliver bedre og bedre. Det begynder nu at vise sig i driftsresultaterne.

Det siger adm. koncerndirektør Torben Biilmann i en kommentar til MT Højgaards netop offentliggjorte halvårsregnskab, der er afsluttet med et driftsresultat 16 mio. kr. mod -18 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år.

Andet kvartal alene gav et driftsresultat før særlige poster på 46 mio. kr., og MT Højgaard fastholder forventningerne om et driftsresultat på 150-225 mio. kr. for hele 2014. Fortiden spøger dog stadig. Efter hensættelser og før skat er resultatet af første halvår et underskud på 179 mio. kr.

Ordrebog på 7 milliarder kroner
Omsætningen var på 3,2 mia. kr. mod 3,3 mia. kr. i første halvår sidste år. I andet halvår ventes omsætningen øget som følge af indtjening på opgaver indhentet ultimo 2013 kombineret med nye ordrer for 2,6 mia. kr. i første halvår 2014.

Ud over den løbende tilgang af nye opgaver vandt koncernens virksomheder i første halvår en række store enkeltordrer, blandt andet et stort OPP-projekt i Vejle, et råhus til DTU Campus samt endnu en opgave på Det Nye Universitetshospital i Aarhus.

- Vi er meget omhyggelige, når vi ser på nye opgaver. Vi indgår kun kontrakter om projekter, der har en sund risikoprofil, og som lever op til vores indtjeningskrav, siger Torben Biilmann.

Forventninger fastholdes
For 2014 som helhed forventes fortsat et driftsresultat på 150-225 mio. kr. svarende til en margin på 2-3 % før særlige poster. Regnskabet vil endnu i årets sidste to kvartaler – men i stadigt mindre grad – være påvirket negativt af afviklingen af gamle projekter med lav lønsomhed, og koncernens mål er fortsat at nå en EBIT-margin på 5 % inden udgangen af 2015.

MT Højgaard bemærker dog, at koncernens resultater fortsat risikerer påvirkning af enkelte endnu udestående tvistsager. Der er tale om gamle offshore-projekter, hvoraf hovedparten forventes afgjort i år. På nuværende tidspunkt forventes disse særlige poster at bidrage negativt med 195 mio. kr. i 2014.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126