23948sdkhjf

LOA-fonden sikrer Aart-projekt til 24 mio. kr.

Med en bevilling på 6 mio. kr. fra Lokale & Anlægsfonden kan borgerne i Herlufmagle nu se frem til et friluftsbyggeri, der tager hensyn til både arkitektur og en bred vifte af behov.
KFUM-Spejderne i Herlufmagle har i flere år kæmpet for at finde en afløsning for den udtjente undervisningspavillon, der hidtil har været ramme for den voksende spejdergruppes mange aktiviteter. Derfor har spejderne længe arbejdet på at udvikle det optimale nye sted at være. Men ikke alene. I samarbejde med Næstved Kommune, har spejderne været i kontakt med en række andre lokale foreninger og mulige brugergrupper, som også kunne få god gavn af nye faciliteter.

Resultatet bliver et usædvanligt og sjældent friluftsbyggeri, der kan leve op til ønskerne fra bl.a. spejdere, skoler, daginstitutioner, lokalrådet, en ornitologisk forening, en klatreforening, en rollespilsforening og en friluftsgruppe fra DGI. Dertil kommer forbipasserende cyklister, vandrere og løberes behov for vand, toilet og opholdsplads.

Huset bliver i alt på 1.617 m². Selve bygningen omfatter 887 m² opvarmet og 45 m² uopvarmet areal samt 685 m² overdækning. Navnet – ”Nunatakken” – betyder klippetoppen på grønlandsk og er inspireret af istidens formgivning af landskabet. Som om isen lige er smeltet, vandet løbet i Susåen og klippemassivet ligger tilbage på brinken.

Projektet er tegnet af Aart Architects. Næstved Kommune har bevilget 5,5 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden har deltaget i udviklingen af projektet og støtter etableringen med 6 mio. kr. Derudover yder Lokale og Anlægsfonden også et lån på 3 mio. kr. I alt vil projektet koste 24 mio. kr. at opføre.

Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet:

- Projektet er et ekstremt ambitiøst eksempel på, at en spejdergruppe og en kommune i fællesskab med en række andre foreninger og selvorganiserede brugere kan tænke deres behov sammen. Nunatakken bliver både arkitektonisk og funktionelt et enestående friluftsbyggeri, som både samlet og i dets enkelte delløsninger vil inspirere udformningen af fremtidige friluftsbyggerier over hele landet.

Stjernerum, udsigtstårn og overnatningseksperimentarium
Bygningens store centrale og højloftede rum på 336 m² er døbt ”Stjernerummet”. Her bliver der både ankomst, aktivitet og videre adgang til resten af bygningens lokaler. Rummets navn forklarer sig selv, når brugerne om aftenen kigger op gennem rummets store ovenlysvindue.

Forskellige ’kasser’ bliver bygget ind i Nunatakken, hvor de vil indeholde en række forskellige faciliteter. Mod vest et lokale på 100 m², der får lounge, klubområde, kontor og mødefaciliteter. Mod nordøst kommer der køkken, toilet, bad og grupperum med overnatning. Denne del suppleres med overdækket et ”overnatningseksperimentarium” på en 215 m² stor udendørs terrasse med søjler til ophængning af køjer.

I den sydlige ende etableres et naturværksted og en 209 m² overdækket aktivitetszone. Rundt om bygningen anlægges flere terrasser, der følger solens gang fra morgen til aften. Endelig kommer der mod nord et tårn med indvendig bouldering (sidelæns klatring), depotrum, mødelokale og udkigsplatform særligt for ornitologier og stjernekiggere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109