23948sdkhjf

Arkitekturpris hædrer unge danske talenter

Vinderne af arkitekturprisen Saint-Gobain Habitat Award 2014 er netop blevet kåret. Førsteprisen på 50.000 kroner gik til et opsigtsvækkende projekt om en gravplads.
50.000 kroner. Så meget kan Jonathan Houser se frem til, efter han torsdag vandt førsteprisen i talentkonkurrencen for arkitektstuderende, Saint-Gobain Habitat Award.

Studerende fra arkitektskolerne i Aarhus og København har med deres afgangsprojekter kæmpet om at vinde Saint-Gobain Habitat Award, der igen i år blev uddelt blandt talentmassen i dansk arkitektur. Projekterne er blevet bedømt af en jury, som blandt andet bestod af nogle af dansk arkitekturs mest fremtrædende navne, Kasper Guldager fra 3Xn og Anna Maria Indrio fra C.F. Møller. Juryen har lagt vægt på de projekter, der giver et stærkt og bæredygtigt bud på fremtidens arkitektur.

90 afgangsprojekter var tilmeldt konkurrencen, og de fire vindere fik overrakt priser og diplomer ved et festligt arrangement på arkitektskolen i København, hvor også arkitekt Kasper Guldager og Saint-Gobains nordiske R&D direktør, Elin Søndergaard, gav de fremmødte bud på fremtidens funktion og arkitektoniske muligheder inden for byggematerialer.

- Det har været meget positivt med den store interesse for at deltage i Saint-Gobain Habitat Award. Projekterne dokumenterer, at de studerende formår at tænke arkitektur ind i helheder, hvilket er en vigtig opgave for arkitekturen i dag, siger jurymedlemmet, Kasper Guldager.

Opsigtsvækkende projekter
Juryen valgte at give førsteprisen på 50.000 kroner til det opsigtsvækkende projekt, ”De dødes ø”. Her giver Jonathan Houser et bud på en anderledes måde at tænke det menneskelige habitat på. Projektet beskriver et særligt sted for de døde og ikke mindst de sørgende ud for Amager og projektet favner både fordybelsen, men ligeledes en moderne, pulserende by i forandring.

- Det er en ære at få den anerkendelse for sit projekt, som jeg har fået i dag, og dette i et forum, som man som studerende ikke normalt får muligheden for at blive bedømt af, siger Jonathan Houser.

Andenpræmien gik til Marie Persson for et projekt, der bl.a. beskæftiger sig med nye byrum og boligformer i ”KøbenHUBn”. Der blev i år udnævnt to tredjepræmievindere og således fik Mathias Holm og Christoffer Christensen en tredjepræmie for henholdsvis projektet ”Biblioteket i Rom” og ”Sehzadebasi Metrolibrary”. Desuden var der hædrende omtale af Lea Olssons projekt om en transformation af industribygninger i Hackney, Casper Østergaard Christensen for et projekt om den selvforsynende by og Anne Katrine Arrildt og Thomas Friis’ socialt ansvarlige projekt om en chokoladefabrik i Aarhus.

De vindende projekter og alle øvrige indleverede projekter kan ses udstillet frem til d. 3. oktober på arkitektskolen i København.

Saint-Gobain Habitat Award har til formål at tilskynde unge arkitektstuderende til skabe banebrydende og innovative projekter, som sætter standarden for fremtidens byggeri på en måde hvor vi passer på både ressourcer og kulturelle værdier.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109