23948sdkhjf

White Arkitekter vil nytænke studieboligen

Det dansk-svenske arkitektfirma er gået sammen med tre af landets største studiebyer om at finde kreative idéer til nye studieboligprojekter.
Tre af Danmarks største studiebyer; København, Aarhus og Aalborg, er gået sammen med White Arkitekter om at udskrive en konkurrence på innovationsplatformen Innosite.dk.

Der er nemlig brug for kreative ideer til, hvordan man kan gentænke boliger til studerende på forskellige vis. Studieboligudfordringen er i høj grad en kompleks størrelse, der varierer fra kommune til kommune.

De tre byer arbejder allerede med forskellige løsninger på problemet. For eksempel har Aarhus Kommune i samarbejde med Studenterhus Aarhus etableret ”Startup Housing Aarhus”, der tilbyder midlertidige bomuligheder til studerende omkring studiestart. Her kan man bo i en beboelsesvogn på godsbanearealerne i midtbyen.

I København udlejer kommunen i samarbejde med KAB en række tomme ældreboliger til studerende på blandt andet Vesterbro, Christianshavn og Nørrebro.

- Vi har fuldt tryk på byggeriet af ungdomsboliger i København – senest i forbindelse med vores budget for 2015, hvor vi har lagt op til at bygge 625 flere ungdomsboliger. Der er ingen tvivl om, at det bliver en stor udfordring, at skaffe boliger til alle de ekstra studerende, som kommer til København i løbet af de kommende år. Derfor lytter jeg gerne til alle gode ideer, som kan hjælpe med til at skaffe flere boliger, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen.

Andre, og mere prestigefyldte projekter er Tietgenkollegiet i København (Lundgaard & Tranberg Arkitekter) og Larsen Waterfront i Aalborg (Henning Larsen Architects) samt Vulkanen i Aarhus (Cubo), der alle er arkitekttegnede bygninger med attraktive placeringer.

Alle kan bidrage
Med konkurrencen ’Sleep Tight’ opfordres alle interesserede til at komme med ideer til, hvordan den tilbagevendende studieboligudfordring i byerne kan løses. Skal man bo flere studerende sammen? Tænke i alternative boformer og for eksempel lade de studerende bo i husbåde? Eller kan man bygge nye boliger hurtigt og billigt – men også bæredygtigt?

Alle kreative ideer er velkomne – og måske har særligt de studerende selv nogle gode ideer til anderledes måder at tænke studieboliger på. Vinderideerne vil blive præmieret med en samlet sum på 45.000 kr. og præsenteres i en mobil pavillon skabt af White Arkitekter, der vil rejse rundt til de danske studiebyer. Målet er at kickstarte en konstruktiv debat og opfordre til nye tænkemåder og alternative løsningsforslag.

- Planen er, at konkurrenceforslagene, efter vinderne er kåret, vil indgå i en dynamisk idébank, der efterfølgende vil turnere studiebyerne via en mobil, landsdækkende innovationskaravane. Karavanen vil fungere som udstilling af konkurrencevinderne og som lokalt rum for debatarrangementer og workshops, hvorunder idébanken løbende fyldes med mere information og flere ideer. Hvis det lykkedes os, gennem dette initiativ, at få folk i tale og fremme konstruktive dialoger på tværs, så tror vi på, at grundlaget for en række løsningsmodeller vil være resultatet, når karavanen vender tilbage efter sin rejse, siger Morten Vedelsbøl, kreativ chef i White Arkitekter.

Find konkurrencen på Innosite.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.203