23948sdkhjf

Idealcombi: Milliardomsætning i 2020

Der er vækst på dagsordenen hos den Thy-baserede vinduesproducent, som forventer at omsætte for en milliard kroner i 2020.
Stifter og teknisk direktør hos Idealcombi A/S, Bent Søgaard, løftede under årets gazellekonference i Aalborg sløret for, at omsætningen i indeværende regnskabsår ender i omegnen af 560 millioner kroner. Det er omtrent 100 millioner kroner mere end i regnskabsåret 2012/13.

I samme ombæring fortalte Bent Søgaard, der i 1973 grundlagde virksomheden i forældrenes lade i vestjyske Hurup, om en vækstambition på 20 procent årligt. Den ambition skal sikre, at Idealcombi omsætter for en milliard kroner i 2020.

- Det har altid fascineret mig at udvikle produktionen, at skabe flow og effektivitet. Det skaber konkurrencekraft, sagde Bent Søgaard under en interviewseance til gazellekonferencen på Hotel Hvide Hus i Aalborg og bekræftede, at vækst altid har været på dagsordenen hos Idealcombi.

Bent Søgaard fremhæver det vedligeholdelsesfrie vindue, der har en specialudviklet alu-ramme som særkarakteristika, som en vigtig del af Idealcombis succes. En succes, som Idealcombi ifølge stifteren har opnået uden brug af omkostningsbudgetter og ekstern finasiering.

- Hver gang, vi har tjent to kroner, lægger vi en til side, siger Bent Søgaard.

Forbliver på dansk grund
Den ambitiøse virksomhed oplevede med finanskrisens komme sin hidtil største vækstudfordring. Omsætningen faldt markant fra 550 til 460 millioner kroner, og Idealcombi indkasserede i 2008/09 sit eneste underskud nogensinde.

I dag er der godt gang i sejlene i vindblæste Thy. Vinduerne produceres fra fabrikken i Hurup med et produktionsareal på 100.000 kvadratmeter, og ifølge Bent Søgaard forbliver Idealcombi, trods tidligere overvejelser om at flytte til Polen, på dansk jord.

Den tekniske direktør lægger ikke skjul på, at investeringer i automation og teknologi gør, at Idealcombi fuldt ud kan konkurrere imod virksomheder med produktion i eksempelvis Polen eller Litauen.

- Vi slår dem på både kvalitet og pris, siger Bent Søgaard.

Søsat generationsskifte
Bent Søgaard er tømreruddannet og involverede kort efter opstarten i 1973 sin bror, Henning Søgaard, der fik til opgave at varetage økonomien i firmaet. De to har længe styret virksomheden sammen, men søsatte for nylig et generationsskifte i direktionen.

De to brødre ejer i dag hver 25 procent af Idealcombi, mens sønnerne Martin og Mikael ligeledes ejer 25 procent hver. Det er planen, at sønnerne skal overtage roret inden for en 10-årig periode.

At Idealcombi er en familievirksomhed understreges i øvrigt af, at samtlige poster i bestyrelsen består af medlemmer af familien Søgaard. Udover de fire ejere indgår således også konerne til Bent og Henning Søgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141