23948sdkhjf

Egedal Rådhus færdig til tiden

I dag fredag den 24. oktober får Egedal Kommune formelt overdraget nøglerne til det nye, 231 millioner kroner dyre rådhus og sundhedscenter.
Både den overordnede tidsplan og det samlede budget for Egedal Kommunes nye rådhus og sundhedscenter holder, lyder budskabet fra den projektansvarlige direktør Jacob Hessellund Madsen, tre uger før Egedal Rådhus og Sundhedscenter åbner for borgene den 11. november og officielt indvies den 18. november.

Lige nu knokler entreprenøren Züblin A/S med at belægge atriumtrappen fra Borgertorvet med asketræ, plante det sidste i taghaven oven på Sundhedscenteret og anlægge pladsen foran rådhuset.

Den formelle overdragelse af huset til Egedal Kommune skulle have fundet sted i efterårsferien, men Züblin anmodede om 10 arbejdsdage mere til at blive færdige i, hvilket betyder at Egedal Kommune får huset fredag den 24. oktober. Forskydningen er uden praktisk betydning for ibrugtagningen og indflytningen.

Dermed bliver det fem etager store byggeri med tilhørende døgnpladser færdigt til tiden - og inden for budgettet på 330 millioner kroner.

Udfordrende energiløsninger
Ifølge Jacob Hessellund Madsen har det været en ganske udfordrende opgave, at opføre et hus der skal leve op til den yderst energioptimerede Bygningsklasse 2020.

- Vi har stillet meget skrappe krav til energioptimeringen af huset, hvilket har medvirket til udfordringer undervejs i forhold til byggeprogrammet. Det har eksempelvis her i den sidste fase vist sig nødvendigt at montere ekstra kølemaskiner på rådhusets tag for at skabe mere køling og et godt indeklima i rådhuset. Kølemaskinerne påvirker ikke arkitekturen visuelt, men bruger noget ekstra strøm, som entreprenøren bliver nødt til at finde gennem mere vedvarende energi, forklarer Jacob Hessellund Madsen.

Klar til åbningen 11. november
I ugerne frem til indflytningen den 10. november vil rådhuset og sundhedscenteret summe af håndværkere, der monterer skriveborde, reoler og tekøkkener på én etage, mens andre arbejder med at forbinde de sidste kabler på en anden.

- Der vil stadig efter den 24. oktober være en del arbejde - både for os, der skal indrette huset til 550 medarbejdere og for håndværkerne der skal lave de sidste mangler, men rådhuset og sundhedscenteret vil stå klar og være fuldt funktionsdygtigt, når vi åbner op for borgerne i Servicecirklen på Borgertorvet den 11. november klokken 10, siger Jacob Hessellund Madsen.

Et team, der består af Züblin, Henning Larsen Architects, Henrik Larsen Rådgivende Ingeniørfirma, Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører og SLA, vandt tilbage i august 2012 opgaven med at opføre Egedal Kommunes nye rådhus og sundhedscenter.
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157