23948sdkhjf

Regeringen vil styrke det danske byggeri

Danmarks nye byggepolitiske strategi ”Vejen til et styrket byggeri i Danmark” er nu lanceret.
Det skal være nemmere at drive effektiv og bæredygtig virksomhed i byggebranchen, så der kan skabes øget vækst og beskæftigelse i byggeriet.

Sådan lyder budskabet fra regeringen, som nu har lanceret sin længe ventede byggepolitiske strategi. I alt 34 initiativer, som skal forbedre vilkårene for konkurrence i byggebranchen.

Tiltagene skal blandt andet sikre, at reglerne på byggeområdet bliver nemmere at forstå og arbejde med, og at den tekniske byggesagsbehandling bliver mere effektiv. Initiativerne skal også sørge for, at de offentlige myndigheder blive mere effektive og professionelle som indkøbere af byggeri og herigennem bidrager til effektivisering af byggeriet.

- Det skal være nemt at drive virksomhed i Danmark. Derfor skal reglerne for virksomhederne forenkles, både for dem, der lever af at bygge for andre og dem der bygger i forbindelse med etablering af produktion. Med strategien sætter vi fokus på, hvordan vi kan få en stærkere og mere konkurrencedygtig byggesektor, der kan bidrage til øget vækst, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen.

I alt står 12 ministerier bag strategien, der er blevet til i dialog med branchen og på baggrund af en kortlægning af byggebranchens problemstillinger. Også Produktivitetskommissionen har undersøgt branchen og er kommet med en række anbefalinger.

Citater
- En effektiv byggebranche er afgørende for vores vækst og velfærd i fremtiden. Derfor er der behov for en samlet strategi på byggeområdet, så dansk byggeri kan agere så effektivt som muligt i den verden, vi har i dag. Helt konkret skal vi bl.a. revidere byggeriets aftalesystem, så det kan blive mere tidssvarende for alle parter. Vi skal have mere bæredygtighed ind i byggeriet. Og vi skal kigge nærmere på den tekniske byggesagsbehandling, på koordinering af de kommunale udbud og på forholdene omkring udbud i det statslige byggeri. Vi skal over en bred kam sikre, at vi får et effektivt byggeri med et godt samarbejde på tværs af myndigheder, faggrupper og landegrænser.
Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen

- Når små og store firmaer for eksempel skal søge om byggetilladelser eller byde på en offentlig byggeopgave, så skal det være nemt at gå til både for virksomhederne og de offentlige sagsbehandlere. Ved at gøre reglerne på byggeområdet enklere, gør vi det nemmere at drive virksomhed og styrker muligheden for vækst i byggebranchen. Det er godt både for det enkelte firma og for det danske arbejdsmarked. Den nye strategi for dansk byggeri er et led i et større ambitiøst arbejde, hvor vi i regeringen lægger mange kræfter i at modernisere den offentlige sektor med mere enkle regler, som ikke spænder ben for udviklingen.
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard

- Bæredygtigt byggeri er fremtiden. Det skåner miljøet og er med til at sikre høj livskvalitet til danskerne. Og så er der gode forretningsmuligheder i bæredygtigt byggeri med et stærkt voksende internationalt marked. - Vi skal have de problematiske stoffer ud af byggeriet, og vi skal sikre, at de materialer vi bruger i byggeriet, ikke ender som byggeaffald, men i stedet kan bruges igen og sælges med høj værdi. Det betyder også, at vi skal fremme direkte genbrug, så for eksempel mursten og vinduer fra én bygning, kan bruges igen i en anden. Her er Byggepolitisk strategi tænkt sammen med regeringens kommende Strategi for affaldsforebyggelse.
Miljøminister Kirsten Brosbøl
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078