23948sdkhjf

C.F. Møller vinder campus på Frederiksberg

Vinderprojektet i konkurrencen om at udvide CBS’ campus på Frederiksberg er nu offentliggjort.
Med en vision om to nye pladser og et stort, inviterende, grønt byrum med et skulpturelt vandforløb til at håndtere regnvand har bedømmelseskomiteen været sikker i sit valg.

Torsdag blev C. F. Møller, i samarbejde med tegnestuen Transform og ingeniørfirmaet Moe, udpeget som vindere af konkurrencen. De har konkurreret med fem andre arkitektteams om at udvide CBS’ campus i hjertet af Frederiksberg på et niveau, som andre store uddannelsesinstitutioner i Danmark og udlandet kan lade sig inspirere af.

Målet har været at skabe en masterplan for området mellem Fasanvej Station og Solbjerg Plads, som skal være til gavn for studerende, medarbejdere såvel som byens borgere og brugere, med i alt ca. 31.000 kvm nybyggeri.

Arkitektfirmaet C.F. Møller har formået af skabe ”en ny bymæssig attraktion”, lyder det fra bedømmelseskomitéen. Formand for komitéen og rektor på CBS Per Holten-Andersen glæder sig over vinderprojektet:

- Vi har nu fået en plan for et campusområde, som er både robust, realiserbar og bæredygtig. Planen giver rammerne for at skabe bygninger, der understøtter både innovativ uddannelse og forskning på CBS til gavn for ikke mindst Danmarks erhvervsliv. Vi får en unik mulighed for at få en af verdens bedste byintegrerede campusser, siger han.

By og campus smelter sammen
Det grønne er gennemgående i vinderforslaget. Forslaget viser, hvordan et auditorium kan placeres med panoramaudsigt over et større grønt byrum. Overfor kan placeres et vestvendt terrassehus med hængende haver og udsigt over et skulpturelt vandforløb, som kan håndtere større mængder regnvand. Området beskriver bedømmelseskomiteen som et ”multianvendeligt, grønt hjerte og en større festplads”.

Masterplanskonkurrencen er blevet til i et nært samarbejde mellem CBS, Frederiksberg Kommune, Metroselskabet og med støtte fra Realdania. Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj hilser vinderforslaget velkommen og fremhæver fordelen ved, at flere aktører i fællesskab udvikler et byområde, som alle kan få glæde af:

- Samarbejde og fællesskab om byen er fundamentet for Frederiksbergs udvikling. Dette projekt er et godt eksempel på, hvordan mange aktører kan spille konstruktivt sammen og skabe en ambitiøs og visionær plan for et område. På sigt vil samarbejdet og vinderprojektet løfte den del af byen – og give langt større oplevelser i hverdagen for rigtigt mange mennesker, siger Jørgen Glenthøj.

Hvornår masterplanen kan blive realiseret afhænger af den eksterne finansiering. Det ambitiøse byggeri forudsætter en markant finansiering fra eksterne parter. Masterplanen vil derfor blive et centralt element i CBS’ fundraising-arbejde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093