23948sdkhjf

Særlig arkitektur tager hånd om socialt udsatte

To Land+-projekter gør noget særligt for at forbedre de socialt udsattes forhold i Odense.
Østerbro i Odense er et sted, hvor mange af byens socialt udsatte befinder sig. Det gælder både prostituerede, hjemløse, sindslidende og blandingsmisbrugere af alkohol og narkotika.

Konflikter mellem de socialt udsatte og beboere og butiksindehavere har betydet, at Odense Kommune og staten tilsammen har givet 30 millioner kroner til byudvikling i området omkring Østerbro. En fjerdedel af de penge skal gå til socialt udsatte.

Michael Finke, indehaver af Land+ landskabsarkitekter, har i det seneste år engageret sig i denne udvikling i samarbejde med kunstneren Kenneth A. Balfelt. Det er blevet til to færdige projekter, som gør noget særligt for at bedre socialt udsattes forhold i Odense.

Særligt pissoir til kvinder
Den 17. november 2014 blev et nyt mobilt hellested på Enggade i Odense indviet. Hellestedet er lavet i et samarbejde med de hjemløse i området omkring Østerbro. Hellestedet fungerer som et tilflugtssted og frirum for byens udsatte, der bor på gaden. Her kan de samles, snakke med hinanden eller drikke en øl eller to.

En særlig detalje ved hellestedet i Enggade er et pissoir til kvinder, som er blevet særligt udviklet i forbindelse med projektet. Det er den første type pissoir til kvinder i rustfrit stål, der findes på markedet. Det gør det unikt i forhold til renlighed og vedligeholdelse. Pissoiret er testet på et fagpanel bestående af kvinder i alderen 12-78 år.

I det kommende år udvikles og opføres yderligere et hellested i Østerbroområdet.

Engagerende dagvarmestue
Den 4. november 2014 blev et nyt gårdrum i dagvarmestuen på Nørregade i Odense indviet, der er en lille oase for de svageste i samfundet. Dagvarmestuen er frivilligt drevet af Kirkens Korshær, der tilbyder gratis mad og drikke og der er også mulighed for et bad, tøjvask og sygepleje.

Særligt ved den nye dagvarmestue er, at brugerne kan give en hjælpende hånd med til f.eks. pleje af de i alt fire typer af haver eller vedligeholdelse af varmestuens indre og ydre arealer. Det skal give brugerne en særlig oplevelse af socialt sammenhold, hvor der tages hånd om stedet og hinanden. Varmestuen er et værested for de socialt udsatte, hvor omsorg, nærvær og varme er i højsædet.

Land+ landskabsarkitekter har også tegnet byudviklingsprojektet ”Lommeparker” i Odense, der synliggør de grønne områder i området omkring Østerbro. Det har skabt nye muligheder for oplevelser, aktiviteter og uformelle mødesteder for alle, herunder også de socialt udsatte.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094