23948sdkhjf

Yderligere 128 boliger på Marmormolen

Med Vilhelm Lauritzen som arkitekt og NCC som entreprenør opfører PenSam og By & Havn 14.000 kvadratmeter boliger. Det er anden etape af et igangværende byggeri.
PenSam og By & Havn, der i forvejen står bag opførelsen af 128 lejeboliger på Marmormolen i Københavns Nordhavn, udbygger samarbejdet til at omfatte yderligere 128 lejligheder på nabogrunden. Ligesom på første etape tegnes byggeriet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og opføres af NCC Construction Danmark.

Byggeriet af de nye lejligheder påbegyndes i august 2015 og forventes afsluttet i slutningen af 2016. Den første etape af byggeriet, hvor der var rejsegilde i september, står færdig i sensommeren 2015. Foruden de nye 128 lejligheder vil byggeriet rumme fire erhvervslejemål og et fælleslokale. De fleste boliger bliver tre- og fire-værelsers med et gennemsnitligt areal på 105 m2.

- Det var oplagt at videreføre det gode samarbejde med PenSam og bygge yderligere kvalitetsboliger på denne fremtrædende placering, hvor alle boliger får altaner med udsigt til havnebassinerne og samtidig ligger helt centralt i forhold til Østerbro, S-toget, den kommende metrostation og Århusgadekvarteret, der transformeres netop nu lige på den anden side af havnebassinet, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Det samlede byggeri Marmorbyen (etape 1 og 2) opføres i robuste materialer, som afspejler havnebeliggenheden. Byggeriet består af 12 selvstændige byggeafsnit, hvor otte byggerier fremstår som vinklede og fire som rektangulære blokke. På hver af de vinklede blokke placeres et tårn.

Alle boliger får altaner, som er tilbagetrukket og vinklet i forhold til bygningskroppen. Boligerne omkranses af vand i kraft af tre nybyggede kanaler, hvoraf den ene løber gennem byggeriet og dermed opdeler det i to selvstændige boligøer. Desuden er der lagt vægt på at etablere mange fælles gårdrum i høj kvalitet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144