23948sdkhjf

Tre nye investorer på plads på Thomas B. Thriges Gade

Dermed er der taget endnu et vigtigt skridt i omdannelsen af den firesporede vej igennem Odense til en helt ny og levende bydel.
Odenses nye bydel tager form. Tre investorer har underskrevet købskontrakter på yderligere otte byggefelter i projektområdet.

I december 2014 kunne projektet bag byomdannelsen, Fra Gade til By, fortælle, at det Odense-baserede TOGT Ejendomsudvikling vil bygge et 17 etager højt tårn i den nordlige ende af den nye bydel. Nu har tre nye investorer meldt sig på banen.

- Det er vores fælles vision for fremtidens bymidte i Odense, som nu er blevet omsat til flotte byggeprojekter. De aftaler, vi underskriver i dag, viser endnu engang, at Odense er midt i en rigtig spændende udvikling. Investorerne er der, og de vil Odense, siger borgmester i Odense Anker Boye.

5E og Arkitektgruppen med boliger og erhverv
På byggefelt 6 og 7 vil 5E bygge boliger og erhvervslokaler, som får den grønne Lotzes Have, Fyns Grafiske Værksted og det nye H. C. Andersen Eventyrhus som naboer. Bygningerne vil være i én til tre etager, og Årstiderne Arkitekter er på projektet med Rambøll som rådgiver.

Byggefelt 7 bliver på cirka 1280 kvadratmeter, mens byggefelt 6 bliver på cirka 735 kvadratmeter.

På fire byggefelter på cirka 4800 kvadrameter vil Arkitektgruppen bygge boliger og erhverv i den vestlige side af projektområdet. Boligerne får alle store altaner og terrasser, og Arkitektgruppen har derfor døbt bygningerne ”Terrassehusene”. Bygningerne bliver mellem én og fire etager høje. På projektet er Adept arkitekterne, og Henry Jensen A/S er ingeniør.

Felt 8 er på cirka 1100 kvadratmeter, felt 9 på cirka 1700 kvadratmeter, felt 10 på cirka 970 kvadratmeter og felt 11 på cirka 1050 kvadratmeter.

Bofællesskab bygges af gymnasielærer
På Byggefelt 12 og 13 på Thomas B. Thriges Gade vil gymnasielærer Janus Lylloff opføre et bofællesskab. Byggeriet omfatter én - tre etager med boliger og skal huse et bofællesskab for 9 familier. Bygningen består af enten lejligheder og rækkehuse.
Boligerne er på mellem 75 og 125 kvadratmeter. Dertil kommer fællesfaciliteter i form af køkken-alrum og gæsteværelser og en fælles taghave, som beboerne kan benytte sig af.

Praksis Arkitekter er på denne opgave sammen med Henry Jensen A/S, der er rådgiver. Det samlede antal kvadratmeter bliver på 1290 kvadratmeter.

Optioner indtil nytår
Inden den 31. januar vil fire ud af fem optionstagere for byggefelterne i den nordlige del af projektområdet således underskrive købsaftale med Fra Gade til By.

Den femte optionstager er entreprenørfirmaet KPC, som planlægger at opføre et hotel i forbindelse med det nye Musik- og Teaterhus Odeon, som samme selskab er i færd med at bygge på nabogrunden.

KPC mangler endnu at finde en operatør til det planlagte hotel og har derfor bedt om udsættelse på underskrivelse af en købsaftale indtil efter sommerferien 2015.

Om byomdannelsesprojektet
Fra 2013 til 2020 omdannes den fire-sporede Thomas B. Thriges Gade til et bilfrit byrum med boliger og letbane midt i Odense. Det er det mest gennemgribende byomdannelsesprojekt i Odenses historie.

Frem mod 2016 bygger Fra Gade til By den nordlige del af en i alt 28.500 m2 stor p-kælder med plads til ca. 1100 biler.

I hele projektet bygges ca. 53.000 etage m2 med plads til ca. 350 boliger og 500 arbejdspladser.

Projektet gennemføres som et partnerskab mellem Odense Kommune og Realdania. Team Entasis og Cowi er rådgiver for projektet.

Projektet koster 853 mio. kr., hvoraf Realdania og Odense Kommune hver betaler 255 mio.kr. Det resterende beløb på 343 mio. kr. finansieres ved salg af byggeretter og p-anlæg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111