23948sdkhjf

Danske arkitekter tegner ’verdens bedste boligbyggeri’

”Vi har ikke opført mange boligbyggerier, så prisen er i høj grad med til at profilere tegnestuen”, siger Aart Architects’ CEO om førstepræmien i WAN Residential Award 2014.
Traditionelle norske træhuse og stejle klippevægge har inspireret Aart Architects til boligbyggeriet ”Vandkanten” i Stavanger i Norge. De 128 forskellige lejligheder langs Stavangers havnekant har netop indbragt den danske tegnestue World Architecture News’ Residential Award 2014.

- Prisen er vigtig for os. Vi har ikke opført mange boligbyggerier, så prisen er i høj grad med til at profilere tegnestuen over for udviklere inden for boligbyggeri, siger CEO Torben Skovbjerg Larsen.

Aart Architects vandt WAN Residential Award 2014 foran 57 tegnestuer fra hele verden.

Bærer lokal kulturarv videre
Kåringen er ikke den eneste grund til, at Aart Architects er stolte over byggeriet. Fra begyndelsen har bæredygtighed, mangfoldighed og respekt for Stavangers kulturarv været essentielle grundpiller. Lejlighederne er for eksempel opført i lokalt forarbejdet træ uden brug af kemi.

- En del af Stavangers kulturarv er byens mange træhuse, der kan dateres tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. Faktisk har byen Nordeuropas største koncentration af træarkitektur inden for bygrænsen. Den kultur har vi ønsket at bære videre, og derfor er træ også det dominerende materiale i byggeriet. Desuden har vi fundet inspiration i strukturen af de stejle, norske fjelde og de omkransende dramatiske landskaber, så boligbyggeriet på flere niveauer indeholder en skarp tolkning af Stavanger og Norge, fortæller Torben Skovbjerg Larsen.

Vandkanten er blandt Europas største boligbyggerier i bæredygtigt træ og rummer 128 lejligheder fra 44 til 225 kvadratmeter. Ud over 128 boliger inkluderer området ved havnefronten rekreative områder med caféer, grønne områder og butikker. Projektet forventes færdigt i løbet af 2015 og er også nomineret til MIPIM Awards 2015, der uddeles under verdens største ejendomsmesse, MIPIM, i Cannes den 12. marts.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125