23948sdkhjf

KE Fibertec: Kapitalfonde skal vise ansigt

De ansattes mistillid til kapitalfondsejerskab er udbredt, men åbenhed og et fysisk møde kan afmystificere processen, mener KE Fibertecs direktør.
Mindre end hver tredje tillidsrepræsentant i en dansk virksomhed med kapitalfondsejerskab opfatter ejerne som meget troværdige. Og blot hver femte tillidsrepræsentant tror, at den øverste ledelse træffer langsigtede beslutninger.

Sådan lød et par af konklusionerne i den undersøgelse, som Aalund Business Research udførte for Ugebrevet A4 i 2007 blandt 49 tillidsrepræsentanter i danske virksomheder med kapitalfonde som ejere.

”Jeg tror, det handler meget om den attitude, som kapitalinvestoren kommer med. Jysk-Fynsk Kapital har industrifolk i ejerskabet, og det har vi tydeligt kunnet mærke. Omvendt er der heller ikke megen fidus i at få en ny ejer ind, som kan præcis de samme ting, som man selv kunne før.”

- Carsten Jespersen, adm. direktør i KE Fibertec
Skift ledelsen ud i stedet
En af disse er KE Fibertec, som siden 2007 har haft Jysk-Fynsk Kapital som ejere med en nuværende andel på 70 procent. Direktør Carsten Jespersen erklærer sig yderst tilfreds med samarbejdet, men erkender samtidig, at fordommene omkring kapitalfonde eksisterer.

- Mange kapitalinvestorer har fået et dårligt ry, fordi de sommetider rydder op i virksomhederne. Men ofte er det bare en proces, der skulle være gjort for 10 år siden. I sådan et tilfælde skulle man have skiftet ledelsen i stedet, siger KE Fibertec-direktøren, som ejer de resterende 30 procent af virksomheden sammen med to øvrige, ledende medarbejdere.

Carsten Jespersen opfordrer til, at virksomheder, der står foran en overtagelse fra en kapitalfond, gennemfører den sidste del af processen hurtigt samt med et højt niveau af information.

- Det er vigtigt at understrege, at det ikke er noget, man har gjort af nød. Samtidig skal man være åben omkring fremtidsplanerne. Da vi gennemførte ejerskiftet, lavede vi også en plan, som vi lagde frem inden for de første tre måneder. Så kunne medarbejderne få et indblik i, hvad det hele gik ud på og hvor virksomheden skulle hen, siger Carsten Jespersen.

Fine biler på parkeringspladsen skræmmer
Han tog samtidig direktøren for Jysk-Fynsk Kapital med på tur til KE Fibertecs nøglepartnere. Her kunne kapitalfondschefen så forklare, had ejerskiftet handlede om, ligesom KE Fibertecs kunder og samarbejdspartnere kunne sætte ansigt på den nye ejer.

- Det personlige møde kan ikke overvurderes. Det handler om synlighed og det handler om kommunikation. Kapitalinvestoren må gerne komme ud på virksomheden, vise sit ansigt og fremlægge en plan. Hvis det hele sker i det skjulte, mens der står store og fine biler på parkeringspladsen, så er det kun naturligt, at folk bliver bange, mener Carsten Jespersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11