23948sdkhjf

Byggeriets hjemmesider er ens som typehuse

DEBAT: Hvis din virksomhed er en del af byggeriet – ja, så lyder I sandsynligvis præcis som de fleste andre i branchen, skriver Madalina Nicolae fra C:ommunicate i dagens debatindlæg
I vores søgen efter at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at kommunikere bedre – så de kan sælge mere – har vi undersøgt, hvordan byggeriets SMV´er præsenterer sig på deres hjemmesider.

Det viser sig, at utroligt mange virksomheder fortæller om de samme tre temaer: Kvalitet, tid og pris. Oven i købet bruger man i høj grad de samme ord og vendinger.

Det centrale budskab på tværs af branchen synes at være: ’Høj kvalitet’ til 'aftalt tid og pris’. Vi har i vores undersøgelse set disse ord anvendt i forskellige kombinationer:

Kvalitet:
- Kvalitetsbyggeri til tiden
- God kvalitet til aftalt tid
- Kvalitetsløsninger til den aftalte tid
- Arbejdet bliver altid afleveret til rette tid, til aftalt pris og med kvaliteten i top
- Vi lægger vægt på, at kvaliteten er i top
- Hos XX står vi for høj kvalitet
- Vi kan løse enhver opgave til den aftalte tid i den ønskede kvalitet
- Hos XX får du den bedste kvalitet
- Kvalitet til tiden
- Vi leverer altid en god kvalitet
- Fokus på kvalitet

Pris:
- Til meget konkurrencedygtige priser
- Til den rigtige pris
- Vi er skarpe på prisen
- Til rette pris
- Prisen er den rigtige
- Til aftalt pris
- Til særdeles konkurrencedygtige priser

Ligner ovenstående noget fra jeres hjemmeside?

Google-søgning: 54.500 resultater
De mange ensartede vendinger gav os lyst til at kigge lidt nærmere på byggeriets placering på Google. Vi ville undersøge, om der var endnu flere virksomheder, end de SMV´er vi analyserede, som brugte de samme ord og vendinger.

Det var der!

Se blot, hvad vores søgninger resulterede i:

1) ”Kvalitetsbyggeri til tiden” ---> 2.670 resultater
2) ”Kvalitet til tiden” byggeri ---> 54.500 resultater
3) ”Konkurrencedygtige priser” byggeri ---> 334.000 resultater
4) "Vi lægger vægt på, at kvaliteten er i top" byggeri ---> 3.190 resultater

Søgeresultaterne svarer naturligvis ikke til det antal konkurrenter, der er fra branchen – der kan sagtens være nogle helt andre virksomhedstyper, som bruger præcis den samme vending. Men tallene fortæller, at byggevirksomhederne meget ofte er i konkurrence med hinanden, når potentielle kunder leder på Google.

Træd ud af geleddet
Hvis man skriver det samme som konkurrenterne, svarer det til at gå til en fest og hele aftenen præcist gentage det, som de andre ved bordet siger. Det vil nok få de fleste borddamer/-herrer til at mene, at man er kedelig og ligegyldig…

Byggeriets virksomheder skal skele til andre brancher, som har større fokus på at bruge ord og vendinger, der afspejler, hvorfor de er bedre end konkurrenterne. Vær bevidst om, hvad virksomheden står for. Hjemmesidens indhold er vigtigt for at nå forretningsmæssige mål. Det er det første indtryk, som gives til potentielle kunder, og det er afgørende for folk, som er i starten af en købsbeslutningsproces. Her kan de finde ud af, hvem I er, og hvilke projekter, I arbejder på – og de læser måske noget på hjemmesiden, som de gerne vil anbefale til andre.

Med så store sammenfald vil den enkelte byggevirksomhed med fordel kunne arbejde med, hvad der adskiller den fra konkurrenten. Hvad er det unikke, som man tilbyder?

Hvis den enkelte virksomheds hjemmesidetekster er en variation af temaet "Høj kvalitet” til ”Aftalt tid og pris", er det på tide at lade kunderne vide, at man ikke blot er endnu et byggefirma i mængden, men at man kan tilbyde noget andet end konkurrenterne. Selvom kvalitet, tid og pris er jeres kernebudskaber, kan det gøre en forskel, at I finder jeres måde at sige det på, som adskiller jer fra konkurrenterne.

Målet må være at blive den til festen, som alle vil danse med – frem for den usynlige, der kun sagde genkendelige fraser og for længst er glemt af de andre gæster.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109