23948sdkhjf

Banebrydende bygningsrenovering i Ballerup

Beboerne har givet grønt lys til Adam Khan Architects’ vinderprojekt i det ambitiøse Nordic Built Challenge.
I oktober 2013 blev ”Ellebo Garden Room”, med London-baserede Adam Khan Architects i spidsen, kåret som Nordens bedste renoveringsprojekt og løb med førstepræmien på 1 million norske kroner i den stort anlagte Nordic Built-konkurrence.

Adam Khans vinderprojekt foreslår en gennemgribende opgradering af Ballerup Ejendomsselskabs boligafdeling, Ellebo, som efter renoveringen vil leve op til energiklasse 2015.

Projektet har været undervejs siden 2012 og nåede i sidste måned en foreløbig milepæl, da beboerne vedtog helhedsplanen på et beboermøde.

Udbud i starten af 2016
Ellebo er opført i 1964 og består af 284 familieboliger. En god, men slidt, boligafdeling føres nu op til nutidens krav, og samtidig opføres 40 nye familieboliger; dels som penthouselejligheder på taget af de eksisterende fire boligblokke, dels i en nybygget opgang i forlængelse af en af blokkene.

- Projektet får Skema A i slutningen af april i år, og herefter sættes projekteringen i gang. Udbud i hoved- eller storentreprise forventes i starten af 2016, fortæller projektleder Pernille Egelund Johansen fra KAB til Building Supply.

De fire blokke får nye facader, udvendige elevatorer, mekanisk ventilation samt nye badeværelser og køkkener. Hertil kommer renovering af de grønne arealer og udførelse af LAR til håndtering af regnvand. I alt er der tale om cirka 20.000 kvadratmeter renovering og 4-5.000 kvadratmeter nybyggeri.

Takket være støtte fra Landsbyggefonden (LBF) kan huslejestigningen holdes nede på 14,43 procent. Til gengæld har LBF stillet krav om, at 60 etværelses lejligheder omdannes til større familieboliger.

Byggeriet forventes færdigt i starten af 2018.

Øvrige deltagere på Adam Khans team er Daniel Serafimovski Architects, Kristine Jensens Tegnestue, Price & Myers samt Klaus Nielsen og Esbensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141