23948sdkhjf

Nyskabende genbrugsstation tager form i Aarhus

Om et par måneder åbner Affaldvarme Aarhus’ bud på fremtidens genbrugsstation.
Bag en indhegning på Godsbanen i Aarhus C vidner farvestrålende containere, telte og udgravninger om, at Aarhus’ nye, innovative genbrugsstation inden længe er en realitet.
Anlægsarbejdet er i fuld gang på Godsbanen i Aarhus C. Det skriver Aarhus Kommune på sin hjemmeside.

Her er affald en ressource, og innovation, iværksætteri og formidling om genbrug og upcycling går hånd i hånd med konkret udveksling af ting og sager, der på den måde får en ekstra chance, før de endegyldigt bliver til affald.

Som genbrugsstation aftager Reuse en del af det storskrald, der indsamles gennem Aarhus’ storskraldsordning. Det bedste stilles frem til fri afhentning, ligesom det er muligt at aflevere ting og sager personligt. Målet er mere genbrug og mindre affald, og Reuse danner også ramme for oplysning, inspiration, projekter, udstillinger, events og undervisning om genbrug.

Nemmere adgang til genbrug
Affaldvarme Aarhus kan selv levere en del af dette indhold, men langt fra det hele. Derfor inviterer Reuse også til samarbejde med uddannelsesinstitutioner, græsrodsbevægelser, projektmagere og igangsættere, som kan se et potentiale for et centralt knudepunkt for en mangeartet tilgang til genbrug.

Reuse er født som projekt på baggrund af ønske fra aarhusianerne selv:

- Borgerne i midtbyen har overfor os udtrykt et klart ønske om nemmere adgang til mere direkte genbrug, siger Louise Åstrøm, der er afdelingschef i Affaldvarme Aarhus.

- Det har vi lyttet til, og med Reuse leverer vi en innovativ og fleksibel ramme, der kan støtte op om dette på mange niveauer, og samtidig kan bidrage til opfyldelse af vore egne mål om mere genbrug og mindre affald.

Reuse er et Kulturby 2017-projekt, der i første omgang løber frem til udgangen af 2017. Reuse åbner den 18. april 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093