23948sdkhjf

BM udvider fabrik og ansætter i stor stil

Virksomheden er klar til at bygge flere modul-huse.
Salget af modulbyggeri går så godt, at BM Byggeindustri nu udvider sin fabrik i Hobro og ansætter mindst 35 nye medarbejdere.

BM Byggeindustri har hidtil haft en produktionskapacitet på 600 moduler, svarende til 250 huse om året. Den udvides nu, så den kommer op på 1000 moduler, svarende til 400 huse.

Den første af i alt tre nye produktionslinjer tages i brug om seks uger, de to øvrige senere på året. De er i øjeblikket ved at blive etableret på en naboejendom, som BM Byggeindustri har købt, og som tidligere husede Faltec Porte.

Stigende efterspørgsel
Medarbejderstaben er øget med en halv snes mand inden for de seneste uger og ventes øget med yderligere op mod 40. Virksomheden beskæftiger i dag 125 mand.

- Det er en stærkt stigende efterspørgsel efter energioptimeret modulbyggeri, der er baggrunden for, at vi vokser så meget, siger udviklingschef Claus Valsøe.

- Bæredygtige materialer spiller også en stigende rolle. Vi satser på at have vores første svanemærkede byggeri klar til efteråret. For at leve op til svanemærket skal byggeriet være 20 procent mere energieffektivt, end Byggereglementet kræver. Desuden stilles en mængde krav til materialernes bæredygtighed og sporbarhed, oplyser Claus Valsøe.

Eksporten vokser
Størsteparten af BM Byggeindustris omsætning ligger på hjemmemarkedet, især København, men eksporten til Norden og Tyskland vokser. For nylig afskibede virksomheden 28 moduler til Stockholm fra Hobro. Til sommer skal BM Byggeindustri skal levere yderligere 63 boliger til Stockholm.

BM Byggeindustri er stiftet og ejet af Poul Mikkelsen, der er adm. direktør for virksomheden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079