23948sdkhjf

C.F. Møller vinder danmarkshistoriens største hospitalsopgave

Region Midtjylland har netop offentliggjort, at vinderen i konkurrencen om Danmarkshistoriens største hospitalsbyggeri Det Nye Universitetshospital i Århus er DNU-konsortiet. Opgaven vil strække sig over de næste 12-15 år.
Det Nye Universitetshospital i Århus skal bygges sammen med det eksisterende Århus Universitetshospital, Skejby til et samlet hospitalskompleks. Det Nye Universitetshospital bliver på størrelse med en dansk provinsby. Samtidig bliver det Århus' største arbejdsplads.

Hospitalsbyen
- Det store hospitalskompleks er organiseret som en by med et hierarki af kvarterer, gader, pladser og torve som grundlag for en mangfoldig og levende, grøn bydel. En by, der ikke kun er et byggeprojekt, men et kulturprojekt, der involverer mange videnskaber og kunstarter, siger arkitekt og partner i Arkitektfirmaet C. F. Møller Tom Danielsen.

Hospitalsbyen får et samlet areal på 400.000 m2. Det er tre gange så stort som DR-byen på Amager. I alt skal der opføres 250.000 m2 ny bebyggelse. Hospitalet skal både fungere som universitetshospital, landsdelscenter og basishospital for borgerne i regionen.

Mennesket i fokus
Hospitalet er tegnet til fleksibelt at kunne imødekomme fremtidens krav til teknik, behandlingsformer og arbejdsmetoder. Og det vil give et betydeligt kvalitativt løft for både patienternes oplevelse og personalets arbejdsforhold.

- Først og fremmest har vi taget udgangspunkt i mennesket. Vi benytter den menneskelige skala som målestok, så den enkelte patient og besøgende ikke blot kan finde vej, men også finde sig selv og finde sig til rette i den nye hospitalsby, forklarer arkitekt Tom Danielsen.

Anlægget deles op i faglige fællesskaber med egen identitet for at give overskuelighed. Hospitalsbyen består af tre primære elementer. En toetages base med behandlingsfunktioner. Sengebygninger, der hæver sig over basen i op til 4 etagers højde. Og "Forum", det centrale ankomstrum, hvor de offentlige funktioner er placeret ved foden af tre højhuse. Højhusene skal rumme henholdsvis administration for sygehuset, forskningsfaciliteter og patienthotel. I stueetagen findes hovedreceptionen og de udadvendte funktioner såsom konferencecenter, butikker, bank, biograf og andre servicefunktioner.

Uddrag af dommerbetænkning
- Forslaget viser vilje til bymæssighed og afslører en fin fornemmelse for hospitalsbyens puls på mange niveauer. Det bymæssige skelet og symfonien af de indre rumlige oplevelser - i form af gallerier, arkader, gader og gyder - samt de fint udformede sengeafdelinger, har overbevist bedømmelseskomiteen.
På en overbevisende måde integreres hospitalsudvidelsen med det eksisterende anlæg. Den nye samlede komposition er et klart skift mod et hierarkisk system med tydelige centrale og decentrale elementer, som på mange måder opfattes som et robust og stærkt helhedsgreb. Dertil kommer en overlegen håndtering af de fremtidige udvidelser.

Sygehusekspertise
- Opgaven at skulle planlægge og projektere fremtidens hospital Det Nye Universitetshospital i Århus er af uvurderlig faglig betydning for os og vores samarbejdspartnere og vi ser frem til at opbygge en integreret tværfaglig projektorganisation sammen med bygherren, fortæller arkitekt Tom Danielsen afslutningsvis.

I alt fire rådgiverhold konkurrerede om opgaven om Det Nye Universitetshospital. Det vindende rådgivningshold DNU-konsortiet med stærk lokal tilknytning består af:
Arkitektfirmaet C. F. Møller A/S, Cubo Arkitekter A/S, Avanti Architects Ltd (UK), Schønherr Landskab A/S, Tegnestuen Havestuen, Rambøll Gruppen A/S, Birch & Krogboe A/S, Søren Jensen Rådgiv. Ingeniørfirma, Nosyko AS (N), Lohfert & Lohfert AS og Capgemini Danmark A/S.

Kilde: C.F. Møller - www.cfmoller.com

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126