23948sdkhjf

Multihal rejser sig ved Arena Nord

Carlo Sørensen bygger idrætsfaciliteter til ny superskole i Frederikshavn.
Efter sommerferien kan eleverne fra Nordstjerneskolen tage den ny multihal i brug til idrætsundervisningen.

Frederikshavns nye superskole blev bygget uden egen gymnastiksal, og siden skolens start har eleverne haft idræt lidt hist og pist, på Hånbækskolen, i Munkebakkeskolens aula og nu senest i Arena Nord.

Onsdag var der rejsegilde på multihallen, der ligger imellem Arena Nord og Nordstjerneskolen.

Arena Nords foyer udvides mod vest, så den nye hal hænger sammen med arenaen på samme måde som de øvrige haller i det store kompleks på Rimmens Allé: Idrætshallen, Badmintonhallen og Atletcenteret.

- Det er et længe ventet ønske, der nu snart går i opfyldelse. Hallen bliver et centralt element i idrætslivet mange år frem. Et samlingssted for elever og lærere og for foreningsaktive, der alle får glæde af de mange kvadratmeter, sagde Mogens Brag (V), formand for kultur- og fritidsudvalget, ved rejsegildet.

- Det bliver en multifunktionel hal, der om få måneder vil syde af liv, forudsagde Mogens Brag.

Rum med mange funktioner
Arkitekt Søren Nygaard fra Arkitektfirmaet Finn Østergaard, der har slået stregerne til den nye hal, som også indeholder kontorlokaler og helsecenter, forklarede, at koblingen mellem unge, ældre og skolen har været det centrale element i arbejdet med at skabe et funktionsrum med mange muligheder - og at niveauforskellen mellem arenaen og skolen er en særlig udfordring.

Gamle skoler ude af drift
Skoleleder Sysse Jørgensen glæder sig over, at skolen snart får ”sine egne idrætsfaciliteter”. Siden SF Film, der er i gang med optagelserne til tv-serien Norskov, rykkede ind på Munkebakkeskolen, har Nordstjerneskolen ikke kunnet benytte aulaen her, og bade- og omklædningsrummene på Munkebakkeskolen har længe været ude af drift.

Det er byggefirmaet Carlo Sørensen A/S fra Sæby, der er totalentreprenør på multihallen, som opføres som et OPP-projekt til en samlet pris på 29 millioner kroner.

Kommunens andel er 23 millioner, mens Arena Nord bidrager med seks millioner kroner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11